Vores mission: En barndom fri af misbrug

Fri af Misbrug beskriver deres mission

En mor skrev til mig forleden: “Jeg har nu ikke taget kokain i 172 dage, har fået min egen lejlighed og mine tre børn er lykkelige.  Af hjertet tak.”                 

Det er børn som de tre, der er min drivkraft, og det er beskeder som denne, der bekræfter mig i at blive ved. Vi har knoklet i fem år med at hjælpe mødre og fædre til at tage det første skridt, så deres børn ikke skal lide under den voldsomme belastning, det er at vokse op i et hjem med misbrug. Det er beskeder som denne, der fjerner tvivlen om det hele er indsatsen værd. For det er – og har været – så benhårdt at bygge en helt ny organisation op fra ingenting.    

Og det er beskeder som denne, der giver mig blod på tanden til at blive ved med at presse på for at få emnet på dagsordenen alle de relevante steder og få foreningen til at vokse, så vi kan hjælpe endnu flere.  

Læs her: Gratis rådgivning

Få forældre med misbrug får hjælp

Kun fire procent af forældre med et misbrug af alkohol eller stoffer er i behandling! Så jeg synes, der har manglet et tilbud som vores, der tilbyder omsorgsfuld støtte og rådgivning til forældre, som kæmper med noget, så tabulagt som et misbrug er, når man har børn. Et tilbud som bygger bro til offentlige tilbud i hele landet. Et tilbud som skaber håb og mod, så vi kan give børnene en tryg barndom fri af misbrug.    

Tal fra Center for Rusmiddelforskning viser, at forbruget af kokain er stigende. Samtidig kan vi se, at volden er stigende i de familier som henvender sig i vores rådgivning. Bare i første halvår af 2023 fortæller 60 procent om psykisk og fysisk vold.   

Når vi samtidig ved, at en tredjedel af børnene senere i livet selv udvikler misbrug, og op mod halvdelen kæmper med psykiske problemer som depression, angst og PTSD, har vi som samfund en forpligtelse til at sætte ind – meget mere og meget tidligere, end vi gør nu. Alt andet er kollektivt omsorgssvigt.   

Læs her: Konsekvenser ved at vokse op med misbrug

Mange bakker op om sagen 

 Heldigvis er jeg ikke alene. Vi er rigtig mange, som er enige om, at vi ikke må se den anden vej, imens børn vokser op i skyggen af mors eller fars misbrug. Fonde, virksomheder, frivillige og medlemmer støtter hver dag op om vores arbejde, og uden den støtte ville vi ikke have muligheden for at tage kampen op.   

En stor tak til alle – for det er mit livs mission at give børn en barndom fri af misbrug.   

Skrevet af Anne-Camilla Nielskov og Marie Plum

Bliv medlem af Fri af Misbrug og få en særlig gave som tak