Bliv frivillig

Bliv FRIVILLIG hos Fri af Misbrug

Vil du være med til at gøre en forskel for familier berørt af alkohol- eller stofmisbrug?

Hos Fri af Misbrug søger vi frivillige, der har lyst til at hjælpe med at sprede vores budskab lokalt og digitalt. Som frivillig bliver du en del af et meningsfuldt fællesskab, hvor vi sammen arbejder for at sikre flere børn en tryg barndom Fri af Misbrug.
Lige nu søger vi særligt frivillige med tilknytning til 21 kommuner: Ballerup, Bornholm, Brøndby, Egedal, Fredericia, Gladsaxe, Glostrup, Guldborgsund, Hjørring, Høje-Taastrup, Kalundborg, København, Lejre, Lolland, Middelfart, Nordfyn, Odense, Stevns, Svendborg, Vordingborg og Aalborg.

Bor du et andet sted i landet, og gerne vil gøre en forskel, er du selvfølgelig stadig meget velkommen til at kontakte os.

Dine opgaver kan fx være at:

  • dele opslag og materialer i relevante lokale Facebook-grupper eller via lokale samarbejdspartneres sociale medier
  • hænge flyers og plakater op i dit lokalområde
  • hjælpe med at skabe synlighed omkring vores gratis rådgivningstilbud

Det er fleksibelt og kan tilpasses din hverdag – vi forventer bare minimum 2 timer om måneden.

Hos os får du:

  • mulighed for at gøre en konkret forskel
  • et varmt og engageret fællesskab
  • fleksible frivilligopgaver
  • sparring og kontakt med din frivilligkoordinator undervejs

Vi søger dig der enten:

  • har en travl hverdag, men stadig har lyst til at bidrage
  • tror på, at små handlinger kan skabe stor forandring
  • gerne vil have erfaring med NGO-arbejdet
  • har lidt ekstra tid på hånden – eksempelvis grundet ledighed
  • selv er vokset op i en familie, hvor alkohol eller stoffer har fyldt for meget

Frivilligheden foregår fleksibelt og kan udføres hjemmefra eller i dit lokalområde.

Vil du høre mere?

Så skriv til frivilligkoordinator, Thilde på thilde@friafmisbrug.dk


Frivilligstrategi for 2026-2030

Vores formål og vision

Fri af Misbrug har til formål at forbedre opvækstvilkårene for børn i familier berørt af rusmiddelproblematikker. Foreningen arbejder med et socialt og sundhedsfremmende sigte for at forebygge og minimere de negative fysiske, psykiske og sociale konsekvenser ved at vokse op i en familie, hvor alkohol eller stoffer fylder. Vi arbejder ud fra en vision om, at alle børn en dag får en tryg barndom Fri af Misbrug.
En central del af vores arbejde er at opspore og nå de familier, som lever med rusmiddelproblematikker, men som endnu ikke har fået den nødvendige støtte eller hjælp. Mange familier lever med skyld, skam og frygt for stigmatisering, og derfor kan det være svært at række ud efter hjælp.
Frivillige spiller en vigtig rolle i dette arbejde ved at bidrage til at skabe synlighed, tillid og adgang til hjælp for de familier, der har brug for det. Gennem deres lokale tilstedeværelse, netværk, erfaringer og kompetencer kan frivillige samtidig være med til at gøre Fri af Misbrugs tilbud synlige i flere dele af landet og bringe organisationen tættere på de familier og unge, vi ønsker at hjælpe.

Mål for vores involvering af frivillige

Fri af Misbrug arbejder strategisk med frivillighed som en central del af organisationens indsats for at opspore og støtte familier berørt af misbrug. Frivillighed skal samtidig bidrage til øget lokal forankring, synlighed og udvikling af organisationens indsats.
Frivillighed har dermed både en værdi for Fri af Misbrugs målgruppe, for organisationen og for de mennesker, der vælger at engagere sig. Vi ønsker at skabe rammer for et meningsfuldt frivilligt engagement, hvor den enkelte kan bringe sine interesser, erfaringer og kompetencer i spil og samtidig opleve at være en del af en fælles sag.

I perioden 2026–2030 ønsker vi at styrke frivilligindsatsen yderligere, så frivillige i endnu højere grad bidrager til at:

  • øge opsporingen af målgruppen
  • skabe større synlighed omkring foreningens tilbud
  • udvikle autentisk og målgruppeorienteret kommunikation
  • styrke foreningens lokale forankring i kommuner og civilsamfund
  • skabe og styrke relationer til lokale aktører, frivilligcentre og andre relevante samarbejdspartnere
  • mobilisere netværk, kompetencer og ressourcer til foreningens arbejde

Frivillige bidrager dermed ikke alene med tid og engagement, men også med perspektiver, erfaringer og netværk, der kan styrke foreningens samlede indsats. Særligt lokale frivillige kan bidrage med viden om deres kommune og lokalområde og skabe adgang til netværk og fællesskaber, som organisationen ellers kan have vanskeligt ved at nå.

Organisering af frivillige

Hos Fri af Misbrug ønsker vi at skabe plads til forskellige måder at være frivillig på. Frivillige har forskellige interesser, kompetencer og muligheder for at engagere sig, og derfor skal det være muligt både at bidrage løbende og over længere tid eller mere fleksibelt og i forbindelse med konkrete opgaver.
Vi arbejder overordnet med fem former for frivillighed: kontinuerlige frivillige, episodiske frivillige, brugerfrivillige, digitale frivillige og lokale frivillige. Frivillighedstyperne kan overlappe – en lokal eller digital frivillig kan eksempelvis samtidig være kontinuerlig eller episodisk frivillig.

  • Kontinuerlige frivillige: bidrager løbende til foreningens arbejde over en længere periode. Dette kan eksempelvis være i form af bestyrelsesarbejde, ambassadørroller eller frivillige med faste opgaver i organisationen. Det kan også være lokale frivillige, som over en længere periode bidrager til synlighed og opsporing i deres kommune.
  • Episodiske frivillige: er de frivillige som fra tid til anden udfører frivilligt arbejde i foreningen. Dette inkluderer bl.a. de frivillige som en gang om året stiller op til photoshoot og kampagnevideoer, eller som eksempelvis hjælper til ved planlægning og/eller afvikling af events.
    Denne form for frivillighed gør det muligt at engagere sig i Fri af Misbrug uden nødvendigvis at forpligte sig til faste opgaver over en længere periode.
  • Brugerfrivillige: har egne erfaringer med de problematikker, som Fri af Misbrugs målgruppe står i, og tilfører derfor et vigtigt perspektiv til foreningens arbejde. De kan blandt andet indgå i brugerpaneler, være med til at skabe kampagner, producere digitale materialer og bidrage til events og andre aktiviteter, hvilket gør vores indsats autentisk og nærværende.
    Brugerfrivillige tilfører en vigtig dimension til vores arbejde, da deres levede erfaringer kan bidrage med en særlig forståelse og troværdighed i vores kommunikation. De har et førstehåndskendskab til den frygt, skyld og skam, som kan være forbundet med rusmiddelproblematikker, og kan derigennem kvalificere vores opsporings- og formidlingsarbejde.
  • Brugerfrivilliges egne erfaringer bringes altid i spil på den frivilliges egne præmisser. Det er således ikke en forudsætning for engagementet, at den frivillige deler sin historie offentligt.
  • Digitale frivillige: hjælper os med at sprede vores vigtige budskab på digitale platforme, herunder på sociale medier. De bidrager til at øge kendskabet til Fri af Misbrug og vores rådgivningstilbud og kan være med til at nå målgrupper på tværs af landet.
    Digitale frivillige kan både være personer med egne platforme og frivillige, som bidrager ved at dele organisationens opslag, kampagner og rådgivningstilbud i relevante digitale netværk og fællesskaber.
  • Lokale frivillige: bidrager til at skabe synlighed og lokal forankring i en bestemt kommune eller et lokalområde. De kan eksempelvis dele informationsmateriale, formidle Fri af Misbrugs tilbud i lokale netværk og digitale fællesskaber samt hjælpe med at identificere relevante samarbejdspartnere og steder, hvor målgruppen kan nås. De lokale frivillige understøtter dermed foreningens opsporings- og formidlingsindsats tæt på borgernes hverdag.

Arbejdsopgaver og team

For at skabe tydelighed omkring opgaver og ansvar organiseres de frivillige primært i to overordnede teams: kommunikationsteamet og sekretariatsteamet.
Frivillige i kommunikationsteamet bidrager til foreningens opsporings- og formidlingsarbejde og er med til at skabe synlighed omkring Fri af Misbrug og vores tilbud. Opgaverne kan blandt andet bestå i at bidrage til indhold på sociale medier og hjemmeside, kampagner og andre kommunikationsaktiviteter samt at dele foreningens budskaber og informationsmateriale i relevante digitale, faglige og lokale netværk og fællesskaber.
Frivillige i sekretariatsteamet understøtter foreningens udviklingsarbejde gennem research, bidrag til fonds- og ansøgningsarbejde, planlægning og afvikling af events samt øvrige ad hoc-opgaver. Opgaverne varierer afhængigt af foreningens aktuelle behov og de kompetencer og ressourcer, der er til rådighed i frivilliggruppen.

Hvorfor involverer vi frivillige?

Frivillige er en vigtig del af Fri af Misbrug og har en selvstændig rolle i foreningens arbejde. De bidrager med erfaringer, kompetencer, perspektiver og netværk, som supplerer organisationens faglige arbejde og styrker vores mulighed for at nå flere familier.
Frivillige bidrager blandt andet til at udbrede kendskabet til vores tilbud, styrke opsporingen og den lokale forankring samt skabe adgang til netværk og fællesskaber, som organisationen ellers ikke nødvendigvis ville nå. Frivillige med levede erfaringer kan samtidig bidrage med en særlig forståelse for de følelser og barrierer, der kan være forbundet med rusmiddelproblematikker, og dermed være med til at kvalificere vores kommunikation og opsporingsarbejde.
Frivillige erstatter ikke organisationens ansatte eller deres faglige kompetencer. Deres bidrag har en anden funktion og er med til at styrke rækkevidden, relevansen og forankringen af vores samlede indsats.
Samtidig giver frivilligheden mulighed for at engagere flere mennesker i vores sag og skabe et bredere fællesskab omkring vores ambition om, at alle børn skal have en tryg barndom Fri af Misbrug.

Rekruttering af frivillige

Fri af Misbrug ønsker at rekruttere frivillige med udgangspunkt i både organisationens behov og den enkeltes motivation, interesser og kompetencer. Et godt match mellem den frivillige og opgaven er vigtigt for, at engagementet bliver meningsfuldt og bæredygtigt.
I strategiperioden 2026–2030 vil vi have særligt fokus på at styrke rekrutteringen af frivillige til kommunikations- og opsporingsopgaver samt lokale frivillige.
Digitale frivillige kan eksempelvis være personer, der har en relevant digital platform eller et netværk, hvor Fri af Misbrugs budskaber kan nå nye målgrupper. Frivillige i kommunikationsteamet vil primært rekrutteres til opgaver med at udbrede kendskabet til vores tilbud og understøtte vores opsporingsarbejde.
Der vil samtidig være et øget fokus på rekruttering af lokale frivillige – særligt i kommuner, hvor Fri af Misbrug ønsker at styrke den lokale forankring, synlighed og opsporing. Dette kan blandt andet være i forbindelse med lokale samarbejder, projekter eller kommunalt støttede indsatser.
Rekruttering af brugerfrivillige og frivillige til events og andre konkrete aktiviteter sker løbende, når det er relevant og matcher organisationens behov.
Det er samtidig vigtigt, at rekrutteringen tager udgangspunkt i organisationens aktuelle behov og kapacitet til at introducere, koordinere og understøtte de frivillige.

Introduktion og onboarding af frivillige

For at skabe gode og trygge rammer omkring frivilligindsatsen skal alle frivillige introduceres til Fri af Misbrug, deres rolle samt konkrete opgaver og ansvar.
Onboardingen tilpasses den enkelte frivilliges rolle og engagement. Den kan blandt andet omfatte:

 introduktion til organisationen og vores arbejde

  • gennemgang af den frivilliges rolle og konkrete opgaver
  • rammer for kommunikation på vegne af organisationen
  • tavshedspligt og håndtering af eventuelle personlige oplysninger
  • adgang til materialer og relevante arbejdsredskaber
  • information om, hvem den frivillige kan kontakte ved spørgsmål eller behov for sparring.

For lokale frivillige skal det desuden være tydeligt, hvilke aktiviteter de selv kan iværksætte, og hvilke aktiviteter eller henvendelser der skal koordineres med Fri af Misbrug.
Målet er, at alle frivillige fra begyndelsen oplever tydelighed omkring deres rolle og føler sig godt klædt på til deres opgaver.

Fastholdelse af frivillige

En vigtig del af frivilligindsatsen er at sikre, at frivillige oplever deres engagement som meningsfuldt og værdifuldt. For at fastholde frivillige arbejder Fri af Misbrug aktivt med at skabe gode rammer for frivilligt engagement og sikre en løbende dialog med de frivillige.
Foreningens frivilligkoordinator har ansvar for at koordinere kontakten til de frivillige og sikre, at der løbende følges op på den frivilliges trivsel, motivation og oplevelse af at bidrage til foreningens arbejde. Dette sker blandt andet gennem dialog om den frivilliges rolle, opgaver og eventuelle behov for støtte og sparring i engagementet.
Det er vigtigt for foreningen, at frivillige oplever tydelighed omkring deres rolle og kan se, hvordan deres indsats bidrager til arbejdet med at opspore og støtte familier berørt af misbrug. Derfor arbejder foreningen også med løbende at synliggøre resultater og effekter af det arbejde, som frivillige er med til at løfte. Foreningen ønsker samtidig at skabe mulighed for fællesskab og tilknytning blandt de frivillige. Dette kan eksempelvis ske gennem løbende opdateringer om foreningens arbejde, invitationer til arrangementer samt netværks- eller inspirationsaktiviteter for frivillige.
Da Fri af Misbrugs frivillige kan være bosat i hele landet, skal oplevelsen af fællesskab ikke være afhængig af fysisk tilstedeværelse på organisationens kontor i København. Digitale møder, løbende kontakt og fleksible fællesskabsformer skal derfor være en væsentlig del af frivilligindsatsen. Frivillige er samtidig altid velkomne til at besøge organisationens kontor, når de har lyst og mulighed.
Frivillige engagerer sig med forskellig tid, motivation og grad af tilknytning. Derfor ønsker vi ikke én fast model for, hvordan man skal være frivillig hos Fri af Misbrug. Kontakten og mulighederne for involvering tilpasses i stedet den enkelte frivilliges engagement og ønsker, så frivilligheden skaber størst mulig værdi for både den frivillige og foreningen.

Koordinering og kvalitetssikring

Fri af Misbrug har det overordnede ansvar for organisering og kvalitetssikring af frivilligindsatsen.

Frivilligkoordinatoren fungerer som den primære kontaktperson for frivillige og har blandt andet ansvar for:

  • rekruttering og indledende samtaler
  • matching mellem frivillige og relevante opgaver
  • introduktion og onboarding
  • løbende kommunikation og sparring
  • koordinering af lokale frivilligindsatser
  • opfølgning på engagement og trivsel
  • afslutning eller ændring af frivilliges engagement.

Ved lokale indsatser har frivilligkoordinatoren desuden en central rolle i at koordinere aktiviteterne og sikre sammenhæng med Fri af Misbrugs overordnede mål, værdier og kommunikation. Det skal være med til at skabe tydelige og trygge rammer for de frivillige og samtidig sikre kvaliteten i frivilligindsatsen.

Opfølgning på frivilligstrategien

Fri af Misbrug ønsker løbende at udvikle frivilligindsatsen på baggrund af erfaringer fra frivillige, medarbejdere og samarbejdspartnere.
Vi følger derfor løbende udviklingen i frivilligindsatsen og kan blandt andet se på:

  • antal aktive frivillige
  • geografisk fordeling af frivillige
  • typer af aktiviteter, som de frivillige bidrager til
  • frivilliges oplevelse af engagementet
  • fastholdelse af frivillige
  • lokale samarbejder og aktiviteter
  • frivilligindsatsens bidrag til synlighed og opsporing.

Opfølgningen skal ikke alene handle om antallet af frivillige, men også om kvaliteten af engagementet og den værdi, frivilligindsatsen skaber for målgruppen, de frivillige og organisationen.
Frivilligstrategien evalueres og justeres løbende i strategiperioden 2026–2030, så frivilligindsatsen fortsat understøtter Fri af Misbrugs formål, udvikling og organisatoriske kapacitet.

Du kan hente en PDF med vores strategi her

Bliv medlem af Fri af Misbrug og få en særlig gave som tak