Hvad er misbrug?
Hej Anne-Camilla!
Hej Marie 😊
“Hvaa´, jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har været ret meget i tvivl om, hvad misbrug egentlig er. Kan du fortælle lidt om, hvornår du kalder noget for et misbrug?
Det kan du tro, jeg kan. Hos Fri af Misbrug Familierådgivning læner vi os op af Verdenssundhedsorganisationen WHO´s definition af misbrug, som lyder sådan her:
- Forbrug af rusmidler, der har et omfang og sker på en måde, at det medfører legemlige, psykologiske og/eller sociale skader for den misbrugende eller dens omgivelser
Mange har et billede af, at der skal et rigtig stort forbrug til, før man kan kalde det for et misbrug. Men hvornår man kan karakterisere et forbrug af alkohol eller stoffer som et misbrug afhænger ikke så meget af, hvor stort forbruget er. Det handler mere om ens livssituation. Hos Fri af Misbrug ser vi misbrug i et børne- og familieperspektiv. Det betyder, at når man er forælder er barren lavere for, hvornår et forbrug kan forstås som et misbrug, end når man ikke har børn. Selvom du eller en nær til dig tidligere kunne drikke eller tage stoffer, uden det var særlig problematisk, er situationen en anden, når der er kommet børn til. Den norske psykolog Frid Hansen beskriver et overforbrug hos forældre sådan her:
- Forbruget af rusmidler er et problem, når rusmidlet virker forstyrrende på de opgaver og funktioner, som skal varetages i en familie. Og når de følelsesmæssige bånd mellem forældre og barn forstyrres af brugen af rusmidler
Så selvom du ikke tidligere har set dit eller din kæres forbrug som et misbrug, er det en god ide at stille sig selv de her spørgsmål: Præger forbruget rollen som forælder? Er der nogen i familien, der bliver kede af den måde, du eller din kære bruger rusmidler på? Synes de, det er et problem? Hvis du kan sige ja til noget af det, så ville jeg definere forbruget som et misbrug. Og så vil det være godt for dig og din familie at få hjælp til at komme problemet i møde.
Misbrug og afhængighed er ikke det samme
Okay, det giver mening! Men hvordan er det så med misbrug og afhængighed? Er man altid afhængig, når man har et misbrug, eller er der forskel på det?
Nej, man behøver ikke altid at være afhængig for at have et misbrug. Alene det at ens forbrug af rusmidler volder alvorlige problemer hos andre eller en selv er nok til, at man kan betegne forbruget som et misbrug. Også selvom man ikke er afhængig. Men der er mange, som tror, at de ikke har et rusmiddelproblem, så længe de ikke er afhængige af alkohol eller stoffer. Sådan er det bare ikke nødvendigvis helt. Dog er det vigtigt at vide, at et vedvarende misbrug vil sandsynligvis føre til afhængighed før eller siden. For kroppen vil vænne sig til rusmidlet og have brug for mere og mere for at opnå samme effekt. Ens tolerance udvikler sig simpelthen, og på et tidspunkt kan det blive svært at undvære det.
Tak for at gøre mig lidt klogere på det, Anne-Camilla
Selv tak Marie 😊
Book en samtale
Bestil tid til en gratis samtale
Det er muligt at booke telefonsamtaler med vores rådgivere alle hverdage fra kl. 10.00 – 14.00
SMS 93 93 01 22
100% anonymt
Din SMS sendes via en krypteret platform, så vi ikke kan se dit nummer.