Tabu at tale om misbrug, vold og fattigdom

Det vurderes, at 122.000 børn og unge vokser op i en familie med alkoholmisbrug. Dertil kommer alle de børn, der vokser op i en familie med stofmisbrug eller andre former for afhængighed, f.eks. ludomani.

Jeg er selv vokset op i et hjem domineret af min fars alvorlige stofmisbrug, samtidig med at jeg fremstod som et helt normalfungerende barn. Et helt normalfungerende barn som indgik i relationer med andre børn, men som aldrig italesatte, hvordan livet var hjemme. Jeg indgik i flere sociale sammenhænge med mange andre børn, som også voksede op i dysfunktionelle familier. Alligevel var der ingen af os, der talte om, hvor forkert det hele var. På trods af at ingen af os voksede op med den fornødne tryghed, som børn har behov for.

Læs her: Gratis rådgivning

Faren havde et stofmisbrug

Min fortælling starter egentlig helt tilbage til år 2000, hvor min far (gen)optager sit stofmisbrug. Mine forældre går fra hinanden, men min far formår alligevel at fylde alt i vores liv, og min mor slipper ikke af med ham før mange år senere.

I år 2004 er jeg 12 år og starter på en ny skole, som er placeret i et socialt udsat område. Her bliver jeg særligt gode venner med to piger, som jeg her vil kalde for ’I’ og ’L’. Vi blev tætte veninder, sov tit hos hinanden og delte alverden imellem os. Men noget vi ikke delte, var det faktum, at vi alle havde store problemer på hjemmefronten. Min far var misbruger af alverdens medicin og amfetamin, I’s mor var alkoholiker, og L’s mor var ludoman. Det interessante i denne konstellation var og er, at vi aldrig nogensinde direkte italesatte, hvad der skete derhjemme.

Inderst inde har jeg bestemt været bevidst om, at der foregik ting i mine veninders hjem, som ikke helt var, som de skulle være. De har senere fortalt, at de havde samme tanker om mit liv. Men tale om det, det gjorde vi ikke dengang.

Her mange år senere har vi alle været i kontakt igen, hvor vi har berørt det besynderlige i dette. Spørgsmålet, mener jeg, kan have flere svar.

Læs her: Sådan taler du med et barn om misbrug

Familier med misbrug, vold og fattigdom

Først og fremmest gik vi i en skoleklasse bestående af børn fra mange forskellige typer af familier. Men specielt bestod vores klasse af børn fra udsatte familier på den ene eller den anden måde. Ærligt talt var det en stor suppedas af børn, som voksede op med alkohol, vold, fattige kår, ludomani, stofmisbrug osv.

Når så mange udsatte børn er samlet på et sted, resulterer det i, at opmærksomheden falder på dem, der er mest udadreagerende. De voksne vender oftest deres opmærksomhed med de børn, der er uden for “normalen”. Dertil kommer det faktum, at når der hersker så megen “unormalitet”, ja, så bliver det “unormale” ganske enkelt “normalen”. Og man får ikke talt om egne problematikker, fordi alle andre ganske enkelt også er fyldt op med problemer.

Et andet aspekt, som efter min mening er meget vigtigt, er, at børn spejler de voksne. Hvis man som barn får lukket munden af sine forældre, så hersker der kun stilhed. Denne tien kan stamme fra trusler om, at man ikke skal fortælle, hvad der sker derhjemme. Den kan i den grad også stamme fra, at man som barn oplever forældre, der er dårlige til at tale om tingene. Dermed bibeholder de tabuiseringen af at leve med misbrug. Børn gør gerne, hvad de voksne gør. Hvis de voksne sætter en facade op og lever i en form for maskeradeliv, så bidrager de yderligere til tabuiseringen. De lukker dermed muligheden for, at børn åbner op og fortæller om, hvad der foregår bag hjemmets fire vægge.

Læs her: Fra stofmisbrug til stabil familiefar

Åbenhed er vejen frem

Derfor skal vi voksne bryde tabuiseringen, der hersker omkring misbrug i hjemmet. Vi skal vise børnene og de unge, at man ikke skal holde mund. At man ikke skal holde på hemmeligheder, og at det til hver en tid hjælper at åbne op. Man skal både kunne åbne op for at tale med ligesindede, men også for muligheden for at få den form for hjælp, som man har brug for.

Selv har jeg først i mit tidlige voksenliv taget kampen op. Jeg har lært mig selv, at det er vanvittigt cool at være åben og tale om de ting, man har oplevet i sit liv. Det har givet mig meget at fortælle om, hvilke ar jeg har taget med mig fra min barndom. Jeg har mødt en stor skare af mennesker, som har oplevet det samme som jeg, men som heller ikke talte om det som børn.

Vi er nødt til at vise børnene, at vi kan og skal tale om tingene. Selv de sværeste ting vi møder i livet. Selv de ting, vi føler, er så tabuiserede, at de er svære at berøre. Hvis de voksne ikke åbner op, kan vi ikke forvente, at børnene gør det.

Lad os være de bedste spejlbilleder og sørge for, at det “unormale” ikke bliver det “normale”. Vi skal italesætte det, der ikke er okay.

Skrevet af Camilla Møller