Hvad er afhængighed?
Hej Anne-Camilla! Jeg synes godt, man kan komme til at blande misbrug og afhængighed sammen. Hvad er egentlig forskellen på de to ting?
Jo, nu skal du høre Marie. Vi plejer at sige det sådan, at du kan godt have et misbrug, uden at være afhængig. Men dit misbrug vil før eller siden føre til afhængighed, hvis du ikke gør noget ved det. Om man har et misbrug eller ej handler meget om ens sociale situation. Har man f.eks. en familie eller et arbejde, der synes, at ens brug af alkohol eller stoffer er problematisk? Vi læner os op af den norske psykolog Frid Hansens definition på misbrug, som lyder:
Når brugen af et rusmiddel virker forstyrrende på de opgaver og funktioner, som skal varetages i familien. Når de følelsesmæssige bånd mellem mennesker belastes og forstyrres af den andens misbrug
Men om man er afhængig, er ikke relativt på samme måde. Det er en diagnose, som en læge eller psykiater kan stille, hvis man lever op til helt bestemte kriterier.
Læs her: Gratis og anonym rådgivning
Trang og abstinenser
Okay. Så man kan altså godt have et misbrug uden at være afhængig, men med tiden vil afhængigheden opstå. Hvordan genkender man så afhængigheden, når den er der?
Det er sådan, at alle rusmidler aktiverer belønningssystemet i kroppen. Dvs. at når du drikker alkohol eller tager stoffer, udløser kroppen dopamin, som gør dig både fysisk og psykisk veltilpas. Når rusmidlet ikke virker mere, vil den kunstige følelse glæde i krop og sind også forsvinde og blive erstattet af tristhed og uro. Derfor vil mange få lyst til at indtage rusmidlet igen for at få det rart.
Problemet er, at jo mere du indtager af rusmidler, des mere skal der til for at få den gode følelse tilbage. Og jo større bliver nedturen bagefter. Derfor vil mange opleve, at de skal tage mere og mere, hyppigere og hyppigere, for at genskabe den kunstige veltilpashed. Man har simpelthen opbygget en tolerance over for rusmidlet. Og her taler man lægefagligt om, at der opstår en trang til rusmidlet. Altså et fysisk og psykisk behov, som skal stilles, før man kan have det godt. Og hvis man ikke gør det, kan der opstå det omvendte, nemlig abstinenser. Fysisk i form af ubehag, og psykisk i form af depression og angst. Og selvom de fleste på det her tidspunkt godt ved, at forbruget har taget overhånd, så er det utrolig svært at stoppe. For kroppen og psyken er blevet afhængig. Den har brug for stoffet eller alkoholen for at fungere. Kun rusmidlet kan få abstinenserne til at forsvinde- midlertidigt.
Genopbyg naturlig glæde
Hvad gør man så, hvis man er blevet afhængig?
Det er sådan med os mennesker, at vi alle sammen har brug for at få udløst dopamin i kroppen. Og det bliver udløst helt naturligt, hver gang vi spiser, er sammen med dem vi elsker, dyrker sex, sport, griner og alt muligt andet dejligt. Men rusmidler udløser langt mere dopamin end noget andet, og derfor føles det ekstra dejligt. Samtidig forsvinder dopaminet også ekstra hurtigt og evnen til naturligt at føle glæde bliver mindre.
Så når man skal ud af en afhængighed, handler det om at genopbygge evnen til at udløse dopamin på en naturlig måde. Gøre en masse ting, der føles rart, og som på sigt kan stå i stedet for rusmidlet. Måske har man fjernet sig fra nogle af ens tætte relationer, imens man var afhængig. Men venner og familie er helt afgørende for, at man kan få det godt igen, fordi det især er sammen med andre, vi føler veltilpashed. Så det kræver tålmodighed og opbakning fra pårørende såvel som professionelle.
WHO definerer afhængighed sådan her:
En person lider af afhængighedssyndrom, når tre eller flere af de her kriterier har været til stede samtidig inden for tre måneder- eller gentagne gange inden for det sidste år:
Man har trang (craving)
Man har svækket evne til at styre indtagelsen, standse eller nedsætte brugen (kontroltab)
Man har abstinenser og indtager rusmidlet for at undgå abstinenser
Har svært ved at nedsætte og stoppe forbruget (toleranceudvikling)
Rusmidlet spiller en dominerende rolle i forhold til, hvordan man prioriterer og bruger sin tid.
Man indtager fortsat rusmidlet, selvom der er negative konsekvenser for en fysisk, psykisk og socialt.
Uanset om man er blevet afhængig af stoffer eller alkohol eller ej, så er det en rigtig god ide at opsøge professionel hjælp. Vi står klar til at rådgive dig og dine pårørende 💕
Book en samtale
Bestil tid til en gratis samtale
Det er muligt at booke telefonsamtaler med vores rådgivere alle hverdage fra kl. 10.00 – 14.00
SMS 93 93 01 22
100% anonymt
Din SMS sendes via en krypteret platform, så vi ikke kan se dit nummer.