Sådan startede foreningen Fri af Misbrug

Direktør i Fri af Misbrug Familierådgivning Anne-Camilla Nielskov

“For mig har det hele tiden været børnene, der er kernen. Sundhedsstyrelsen estimerer, at 109.000 børn vokser op med forældre, der har et alkoholmisbrug. Men der er et kæmpe mørketal her, for der laves ingen statistik over, hvor mange børn, der har forældre med hash, medicin- eller stofmisbrug. Jeg mener, at vi som samfund er forpligtet til at gøre noget ved det her. Det er et kollektivt omsorgssvigt, at vi ikke gør mere. Især fordi det er så tydeligt, at det, vi gør nu, ikke er godt nok”. Sådan lyder det fra socialrådgiver Anne-Camilla Nielskov. Og det er den indsigt, der for fem år siden fik hende til at smide alt, hvad hun havde i hænderne og kaste sig ud i sit livs største og sværeste projekt: At starte NGO´en Fri af Misbrug Familierådgivning.   

Dengang var Anne-Camilla Nielskov ansat som rusmiddelbehandler i Københavns Kommune og oplevede på egen hånd, hvor ulykkelige forældre med misbrug var over først at få hjælp, når skaden var sket. Når misbruget havde stået på i ti år eller mere, og deres børn havde levet en hel barndom i skyggen af alkohol eller stoffer. Og når hun spurgte forældrene, hvorfor de ikke havde opsøgt hjælp noget før, fik hun næsten altid samme svar: De var bange for at række ud efter hjælp, fordi de var angste for at miste deres børn og komme i kommunens søgelys. Så de tøvede. Indtil misbruget var kommet helt derud, hvor alt var ved at falde fra hinanden. Arbejdet. Familien. Børnene. Forældrene selv. Rigtig mange af de mennesker Anne-Camilla havde i behandling er selv vokset op med misbrug, og fordi deres eget misbrug af rusmidler havde stået på så længe, var der en stor risiko for, at deres egne børn ville gentage mønsteret. Tal fra et forskningsprojekt lavet i 2021 af Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet viser, at kun fire procent af forældre med et problematisk forbrug af alkohol eller stoffer er i behandling. Og det var præcis den erkendelse Anne-Camilla fik, da hun arbejdede i kommunens rusmiddelcenter.  

“Jeg følte, at selvom jeg var dygtig og hjalp mange ud af misbrug, så blev problemet aldrig mindre. Ikke når der går så lang tid, før der søges behandling. Hvis de overhovedet nogensinde opsøger hjælp. For der er et kæmpe paradoks i, at man som kommune både er dem, som skal hjælpe forældrene og samtidig sørge for, at omsorgssvigtede børn, får hjælp. Og fordi det er enhver forældres største mareridt, at nogen laver en underretning, der omhandler ens barn, afholder det rigtig mange fra at søge hjælp. Og i al den tid vil børnene være belastet af alt det, der knytter sig til misbrug: Stress. Angst. Utryghed. Jeg følte, at problemet bare blev ved med at gentage sig, og jeg kunne blive ved med, at symptombehandle, men aldrig løse det. Tanken om det faktum kunne jeg ikke slippe. Det måtte kunne gøres bedre”, siger Anne-Camilla.  

Læs her: Konsekvenserne ved at vokse op med misbrug

Et led mellem forældre og kommuner

Under sin tid som rusmiddelbehandler fik Anne-Camilla sammen med en kollega, ansvar for kommunens pårørende tilbud. Her blev hun bevidst om endnu et alarmerende problem: De pårørende bliver ikke grebet af systemet, selvom de faktisk er den direkte vej til det menneske, der har en afhængighed og en genvej til at få lov til at hjælpe børnene. Potentialet bliver, som det ser ud nu, slet ikke udnyttet godt nok.   

“Det er virkelig bekymrende, at hvis en pårørende ringer til kommunen, får mange at vide, at det er den afhængige selv, der skal ringe. Og så bliver røret lagt på. Selvom man ikke ved, om der er børn i familien. Og selvom den pårørende kan være nøglen til at nå den afhængige. Et menneske, der måske er tæt på et barn, som er i overvejende risiko for mistrivsel. Det er virkelig et kæmpe spild at smide sådan en ressource på porten”, mener Anne Camilla Nielskov.              

Med indsigten i at misbruget bliver reproduceret, fordi forældrene ikke tør række ud efter hjælp, og at de pårørende ikke bliver udnyttet som ressource opstod ideen: Hvad med at lave en civilsamfundsorganisation, som kan nå ud til familierne og bygge bro til de offentlige tilbud? En organisation med fokus på de nærmeste omkring den afhængige som supplerer kommunernes gode arbejde og rækker omsorgsfuldt ud til mødre og fædre, der har et for problematisk forbrug af alkohol eller stoffer. Simpelthen et bindeled mellem forældre og kommuner, som klæder forældrene på med viden og mod, og giver dem styrken til at tage imod den hjælp, som allerede findes.    

“Da jeg først havde fået ideen, kunne jeg mærke, at det her må prøves af. Og det SKAL lykkes. For det mangler ny løsninger, og der findes alt for mange børn, der lider og det koster samfundet mange penge. Derfor blev projektet så vigtigt for mig, at det trumfede alt andet. Jeg sagde mit job op på trods af, at jeg har tre børn og ingen rige onkler. Uden at have en plan, et netværk eller finansiering. Det var virkelig angstprovokerende. Men min angst for ikke at gøre noget var blevet større end angsten for at løbe den risiko”. 

Læs her: Gratis rådgivning 

Opkaldene begyndte at tikke ind

Imens Anne-Camilla var på barsel med sit tredje barn, tog hun i 2018 de første spadestik til Fri af Misbrug Familierådgivning. Far overtog barsel og Anne-Camilla drog afsted med sit nye hjertebarn for at holde foredrag om det tilbud, der netop havde set dagens lys. Og kort efter hun havde youtubet sig til hvordan man laver en hjemmeside og startet en Facebook- og Instagramkonto, begyndte telefonen at ringe.   

 “Jeg sad hjemme i mit køkken med min baby, da opkaldene begyndte at tikke ind. Og jeg kunne tydeligt mærke, at hvis der skal så lidt til, at telefonen ringer, så er der et kæmpe udækket problem derude. Større end det, jeg havde forestillet mig”.   

Anne-Camilla ville gribe opsporingen af børnefamilierne anderledes an. Før hun blev socialrådgiver, arbejdede hun med kommunikation i hotel- og rejsebranchen og vidste derfor, hvor afgørende det er at lave målrettede budskaber skræddersyet målgruppen. Hun ville lave kommunikation der rent faktisk når ud til børnefamilierne via digitale medier, og som skulle motivere dem til at opsøge det nye rådgivningstilbud. Samtidig var det også afgørende for Anne-Camilla Nielskov at samle et hold af frivillige omkring sig, for hun ville ikke kunne bestige bjerget alene.   

“Jeg rakte ud til frivillige fundraisere, fik engageret 10 frivillige journalister og vi skabte også hurtigt en frivilligt eventteam. Og måske fordi jeg også selv arbejdede gratis de første år, så var de frivllige også villige til at lægge mange kræfter i projektet. Så der var en følelse af græsrodsbevægelse over det. Jeg tog 4500 kroner om måneden ud af mit private madbudget og brugte dem på at leje et lille kontor, hvor vi kunne være. Det var en kæmpe risiko at løbe, men det skabte også en følelse af, at det her er noget, vi gør sammen. Efter halvandet år fik jeg sammensat en frivillig bestyrelse, som virkelig løftede foreningen. Og selvom der er en enorm sårbarhed forbundet med hele tiden at bede om hjælp, så oversteg mit ønske om at skabe en forandring mine forbehold og forlegenhed ved at række ud”.   

Læs her: Sådan taler du med et barn om misbrug

Rådgivning til 3000 forældre om året

Nu her fem år efter Anne-Camilla Nielskov tog springet ud i det ukendte og startede Fri af Misbrug Familierådgivning, sidder syv ansatte i et kontor på Kronprinsessegade og knokler for at løfte opgaven med at hjælpe flere børnefamilier berørt af misbrug. De bliver enten sendt nænsomt videre til offentlige tilbud eller får den støtte og hjælp, de har brug for, gennem Fri af Misbrugs gratis telefoniske rådgivning.  

Men for Anne-Camilla Nielskov er målet langt fra nået. Der sidder stadig alt for mange børn derude og mistrives, fordi familierne ikke får den omsorgsfulde hjælp, de har brug for.   

“Jeg har på helt tæt hold mærket, hvad misbrug gør ved en familie. Og det er noget, som har sat sig i mig og altid vil være en del af den måde, jeg ser verden på. Det kombineret med min erfaring som socialrådgiver gør, at jeg ved, hvor stort et socialt problem det her er.   

For misbrug fører en tsunami af alvorlige problemer med sig: Vold, overgreb og psykisk sårbarhed. Og misbrug vedligeholder og føder nye sociale problemer og koster vores samfund absurde mængder af penge. Så selvom 3000 familier er en ret ambitiøst, tror jeg på, vi kan nå derhen med den rette skalering og investering, blandt andet fra politisk side”, siger direktøren. 

Bag om stifteren

  • Anne-Camilla Nielskov er uddannet socialrådgiver og har en master i Socialt Entreprenørskab  
  • Tidligere rusmiddelbehandler i København Kommune og socialrådgiver i Mødrehjælpen  
  • Startede Fri af Misbrug Familierådgivning hjemme i sit køkken i november 2018   
  • Bor i Valby og har tre børn, to marsvin og en Old English Bulldog, der hedder Arne. 

Skrevet af Marie Plum