“Stofferne var vigtigere for min far end jeg var”

Stemningen var meget trykket nytårsmorgen i 1999. Det var min lillesøsters 1-års fødselsdag. Men det var også morgenen efter, at min far faldt i og genoptog det stofmisbrug, som han ellers havde lagt på hylden, da han blev far til først mig og derefter mine to søskende. Jeg husker tydeligt, at min mor skældte min far ud. Hun råbte ad ham, at han ikke måtte tale om ’’de ting’’ foran os. At han skulle skride. Min 7-årige, nysgerrige barnehjerne gik derefter i fuld sving med at analysere, hvad han havde talt om, som var så forfærdeligt. Det fandt jeg dog hurtigt ud af. Og fra den dag ændredes mit og min families liv for bestandigt.

Skam forvandlet til styrke

Personligt mærkede jeg selv til fornemmelsen af at blive tidligt voksen, da jeg valgte at flytte hjemmefra i mine teenageår. I denne periode fyldte min fars misbrug rigtig meget. Blandt andet kunne han finde på at flytte ind på min brors værelse i min mors lejlighed. Selvom hans ophold i min mors hjem var både uønsket og utrygt for alle parter.

Det skal nævnes, at mine forældre gik fra hinanden i år 2000, men min fars tilstedeværelse kom alligevel til at fylde ufatteligt meget de næste 15 år. I mine teenageår boede jeg i perioder hos min mormor, som jeg altid har forbundet med tryghed og omsorg. Denne tryghed stod dog i skarp kontrast til den skam, jeg bar i hjertet, over at efterlade min familie sammen med min far. Jeg var jo den ældste i søskendeflokken. Hvem skulle så passe på de andre?

Skammen blev dog med tiden forvandlet til en følelse af sejr og magt. Det var en sejr, at min far i hvert fald ikke skulle få mig ned med nakken. Jeg kom til at føle mig meget stærk, fordi jeg klarede mig godt fagligt i skolen, selvom der herskede totalt kaos bag scenetæppet.

Læs her: Gratis rådgivning

Svært ved at knytte bånd

Jeg følte mig meget voksen som teenager. Fordi jeg vidste, hvad der foregik i min barndom. Jeg lærte, at det var forkert, og at min fars adfærd har besværliggjort mange ting. Den dag i dag kan jeg have svært ved at knytte nære personlige bånd. For svigt i barndommen kan i den grad få konsekvenser for ens tilknytning og relation til andre mennesker i voksenlivet; specielt dem, der er allertættest på.

Undersøgelser viser, at en meget stor procentdel af den danske befolkning på den ene eller den anden måde har oplevet en utilstrækkelig tilknytning til deres forældre i barneårene. Dette skyldes, at barnets mor eller far ikke til fulde har formået at give barnet den tryghed og omsorg, det har haft brug for. Hvis man som barn ikke har haft en tilstrækkelig tryg forbindelse til sine forældre, ses det ofte, at man som voksen benytter sig af to forskellige strategier i relationen til sine nærmeste: den afvisende eller den overinvolverede tilknytningsform.

Ofte vil man svinge mellem disse to strategier. Jeg har oplevet mange gange i mit liv, at jeg har benyttet mig af disse to forsvar. Netop fordi jeg har været bange for endnu engang at blive svigtet eller bange for at blive afvist af en, jeg holder af. Dette er fx kommet til udtryk i tidligere parforhold, hvor jeg ubevidst har gemt mig bag en afvisende facade. Det har gjort det nærmest umuligt for min kæreste at komme helt tæt på. Når jeg på den måde har undertrykt mit behov for nærhed til et andet menneske, har det flere gange resulteret i en følelse af ensomhed. Omvendt har jeg også prøvet at være overinvolveret og klynget mig til andre mennesker på bekostning af mig selv. Jeg har undertrykt mine egne følelser og behov i en sådan grad, at jeg til tider næsten har glemt, hvad mine egne holdninger var.

Læs her: Sådan taler du med et barn om misbrug

Et stresset nervesystem

Når alt kommer til alt, er disse strategier et forsvar mod at mærke den indre følelse af svigt, som min fars adfærd har plantet i mig siden min barndom. Her dukker skammen op igen. For hvem skulle kunne elske mig, når min far tydeligvis ikke elskede mig nok til at holde sig væk fra stofferne? At jeg selv har benyttet mig af disse strategier, har resulteret i et voldsomt stresset nervesystem. Denne stressede tilstand er først begyndt at falde langsomt til ro i disse år, hvor jeg netop arbejder meget med min egen måde at reagere på.

Jeg arbejder stadig hårdt for at lære min egen grundkerne at kende. Men nogle af de ting, som jeg har gjort for at få det bedre, er blandt andet at acceptere min baggrund og forstå, at mine handlemønstre stammer derfra. Jeg har fundet ud af, at det ikke nytter noget at banke mig selv i hovedet over mine handlemønstre. Det, der til gengæld nytter, er at tage fat der, hvor det gør ondt. Tage ansvar for mit eget liv, og hvordan det fremadrettet skal forme sig.

Læs her: Sådan hjælper du en med misbrug

Du er værd at elske

Personligt er jeg meget bevidst om, at jeg har meget at arbejde med, før jeg kan få et godt voksenliv. Det handler eksempelvis om at give slip på de strategier, som jeg ellers hidtil har benyttet for at passe på mig selv. For de har skadet nogle af de nære relationer, jeg tidligere har haft.

Jeg har undertrykt en masse vigtige aspekter, som blot er dukket op som generende problemer i mit voksenliv. Det positive er dog, at der findes en masse tilbud, hvor man kan få snakket om og bearbejdet disse ting. Det har jeg selv sat virkelig stor pris på at få gjort.

Derudover handler det først og fremmest om, at du lærer at give dit stakkels nervesystem ro. Læner dig tilbage og stoler på, at du er god nok, som du er. At andre mennesker selvfølgelig godt kan holde af dig, selvom der har været svigt i din barndom.

Skrevet af Camilla Borberg Møller