Har du en voksen søn, datter, svigersøn eller svigerdatter, der drikker eller tager stoffer?

Bedstemor leger med børnebørn
Har du måske en søn, der drikker, eller en svigerdatter, der ryger hash, og er du bekymret for dem og deres børn? Så kan det være gavnligt for dig at læse med her. Vi har nemlig samlet lidt gode råd til dig, der som pårørende gerne vil hjælpe andre i familien med stof- eller alkoholmisbrug

1. Mærk efter

Først og fremmest kan det være rigtig svært at vide, om der er tale om et misbrug eller ej. For hvor går grænsen mellem normal brug af f.eks. alkohol og så for meget af det? Hos os siger vi, at hvis alkoholen eller stofferne fylder meget i en familie og gør nogle kede af det, så ER det et problem. Og så kan det være en god ide, at familien får hjælp.

2. Søg viden

Det kan være rigtig svært at vide, hvad du skal gøre, når dit barn eller svigerbarn drikker eller tager stoffer. Hvad kan du stille op uden at risikere at blive skubbet væk? Hvad er konsekvenserne ved et misbrug- for personen selv og for resten af familien? Hvor får man hjælp? Alle de her spørgsmål er vigtige at få svar på. Vi står klar til at give dig gratis viden og støtte, så I sammen kan løse problemet.

Læs her: Gratis og anonym rådgivning

3. Find balancen

De fleste er bange for at blande sig i andres problemer. For hvad hvis man risikerer at miste kontakten med familien, fordi man stak næsen for langt frem? At finde den rette balance mellem at hjælpe familien uden at virke anmassende er helt klart rigtig svær. Det er vigtigt at fornemme, om familien overhovedet er åbne for spørgsmål og gode råd. Hvis I ikke er klar til at tale om problemet, kan du altid holde fokus på børnene og sørge for, at de bliver belastet mindst muligt.

4. Tal med barnet

Vis dit barnebarn, at du er der. At barnet ikke er alene. Skab et trygt rum hvor I kan snakke, så dit barnebarn kan dele sine tanker. Ofte vil barnet tumle med en masse spørgsmål. Hvorfor holder mor eller far ikke bare op? Hvorfor bliver far eller mor så mærkelig nogle gange? Et barn kan tro, at det hele er deres skyld. Prøv at holde igen med dine egne bekymringer, for ellers kan de blive barnets.

Læs her: Sådan taler du med et barn om misbrug

5. Gør noget

Det er altid bedre at gøre noget end ikke at gøre noget. Og du kan gøre en kæmpe forskel! Det kan være ved at hjælpe med at passe børnene og skærme dem fra misbruget. Men også ved at italesætte problemet, opmuntre, lytte og vise din støtte. Samtidig kan det måske også være nemmere for dig at opsøge professionel hjælp end for den, der har misbruget.

Hvis du kender en forælder eller papforælder, som har problemer med alkohol eller stoffer, kan du altid ringe gratis og anonymt til Fri af Misbrug Familierådgivning på telefon 30 11 12 40 eller SMS til 93 93 01 22. Vi sidder klar til at hjælpe dig 💕

Ring 30 11 12 40

Gratis og anonym rådgivning

Åbningstider:
Hverdage fra 10.00 – 14.00

Book en samtale

Bestil tid til en gratis samtale 

Det er muligt at booke telefonsamtaler med vores rådgivere alle hverdage fra kl. 10.00 – 14.00

SMS 93 93 01 22

100%  anonymt

Din SMS sendes via en krypteret platform, så vi ikke kan se dit nummer.