”Jeg har været med til at sætte mine børn på jorden – så er det også min opgave at passe på dem” 

Efter et misbrug af hash, piller og heroin holder Lars nu fast i et sundt familiemønster, og han været ude af misbrugsmiljøet i 18 år. Drivkraften er hans sønner på 9 og 13 år, og han mener, at alle kan finde den styrke, det kræver at lægge misbruget på hylden. 
 
Af Gry Josefine Løvgren 
 
Lars er vokset op i København med sine forældre og sine fire søskende i et hjem, hvor der var, hvad han selv beskriver som “løsslupne rammer”. Der blev drukket meget, og da Lars var 12 år, begyndte han også at drikke og ryge hash. Ingen i familien brød ind og sagde, at det var en dårlig ide. I det hele taget var hjemmet på Østerbro et sted, hvor det var svært at snakke om det, der gik én på: 
 
“Min far er en træmand – der kommer intet følelsesmæssigt fra hans side. Og hvis man som barn vokser op i et hjem, hvor der bliver drukket, og hvor mor og far ikke har lært, at det er okay at være ked af det, og at det er okay at have følelser, så risikerer man at blive afstumpet følelsesmæssigt.” 
 
Lars har derfor selv skullet lære at blive komfortabel med at tale om følelser, og han er meget opmærksom på, at sådan skal det ikke være for sønnerne.
 
”De skal altid kunne komme til mig og trygt fortælle, hvordan de har det. Uanset hvad det så drejer sig om. Det er meget vigtigt for mig og virkelig noget, jeg arbejder med,” forklarer han. 
 
Men før at Lars har kunnet nå til et sted, hvor han er i stand til at tale om tingene, og hvor han kan sige til sine børn, at han nok skal passe på dem – og mene det – har han været et langt forløb igennem. Hans tidlige forbrug af hash og alkohol udviklede sig nemlig hurtigt til, hvad der skulle blive et årelangt misbrug af hash, piller og heroin. 

Fra heroin til legeaftaler 
Igennem teenageårene steg forbruget af hash og alkohol, og som 23-årig fixede han heroin for første gang. Derfra blev de næste seks år forvandlet til en hverdag, der kun havde et klart formål; at finde det næste fix. Hver morgen ventede han på, at klokken blev 9, hvor misbrugscenteret åbnede. Her fik han sine metadoner, og derefter var det ud og stjæle til stoffer, som han tog hjemme i ’hulen’. 
 
En dag spurgte en medarbejder på misbrugscenteret, om Lars ville med ud og se et behandlingssted, og det blev vendepunktet. Han kom i døgnbehandling og begyndte så småt at tro på, at der måske kunne være et andet liv, end det han var endt i. Det var også i denne behandling, at han for alvor lærte at åbne op omkring sig selv, og hvor han begyndte at arbejde med, hvad han kalder sine ’defekter’. Og det har haft en uvurderlig betydning for hans rolle som far, som han blev 5 år efter, at han blev stoffri. 
 
“Al den indsigt, jeg har fået omkring mig selv og mit misbrug, er kommet til enorm stor gavn i forhold til at passe på mine egne børn. I dag kan jeg oprigtigt fortælle dem, at det nok skal gå uanset hvad, for jeg elsker dem. Dét fik jeg aldrig at vide hjemmefra, men jeg har valgt at gå en anden vej,” forklarer han og bliver afbrudt af telefonen, der ringer: 
 
“Hej skat”, lyder hans stemme en oktav højere. 
 
”Ja, det er fint, du tager ham bare med hjem. Jeg kommer lige lidt senere. Det’ godt. Vi ses.”  
 
Lars har sine to drenge 10 dage ud af 14, og for ham er det meget vigtigt, at de har et godt socialt netværk; at de har legeaftaler og venner med hjem, når de er hos ham. Hverdagen hos den lille familie ligner mange andres med tøjvask, indkøb, madpakker – og for Lars – deltidsarbejdet som maler. 

Vidste hvor han skulle få hjælp
Sønnerne kender ikke til deres fars tidligere misbrug, og Lars ser ingen grund til at sætte dem ind i den del af hans liv, når de ikke er ældre. Én gang har han fået et tilbagefald. Det skete for 7 år siden, da han som følge af sin skilsmisse tyede til hashen: 
 
“En dag prøvede drengene at vække mig, hvor jeg lå skæv på stuegulvet. De grinede af, at det var svært at vække mig, men selvfølgelig har de også været utrygge ved det. Det ramte mig rigtig hårdt, for jeg havde jo svoret aldrig at tage stoffer igen.” 
 
Lars vidste dog godt, hvad han skulle gøre, så han tog fat i de folk, han vidste, kunne hjælpe ham – og gik i behandling: 
 
”Drengene var en stærk drivkraft. Det var tanker på dem, der bar mig tilbage efter tilbagefaldet. For ’no way’, det er mig, der har været med til at sætte dem her på jorden – så er det også min opgave at passe på dem.” 
 
En sygdom, der skal tages alvorligt 
Bortset fra det ene tilbagefald har Lars været stoffri i 18 år. De gamle tankemønstre, fra da han jagtede et fix, kan dog stadig vise sig, men i dag reagerer han ikke på dem: 
 
”Afhængigheden vil jeg have med mig hele livet, men alle kan finde den styrke, det kræver at lægge misbruget på hylden. Så længe man går i behandling, tager behandlingen alvorligt, og giver det tid. Så er der en god chance for succes,” siger han og fortsætter: 
 
”Jeg havde ikke styrken – jeg havde ikke engang håbet om at blive stoffri. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg ellers skulle. Men det kom stille og roligt. Og der er masser af håb, for der er masser af mennesker, der klarer det. Men man skal tage den her sygdom alvorligt. Fordi det er det, det er: En sygdom.”