Saras liv var præget af alkoholmisbrug og stofmisbrug

Sara Kofod har i en alder af 31 år haft misbrug inde på livet over halvdelen af sit liv. Selvom alkoholmisbrug i høj grad prægede hendes opvækst, og hun selv var afhængig af hash og hårdere stoffer i sine teenageår, har hun i dag været stoffri i 12 år.

I barndomshjemmet var et glas vin til morgenmaden ikke ualmindeligt. Og en flaske vin blev hurtigt til to og tre over aftensmaden.

Da Sara var seks år gik hendes forældre fra hinanden, og hendes mor fik en ny mand, som Sara og hendes bror flyttede sammen med. Senere fik de også to mindre søskende.

Ansvaret for de tre mindre søskende, oprydning og det generelle ansvar blev hurtigt placeret på Saras skuldre. Fordi hun var den ældste, blev hun ikke prioriteret på samme måde som de små, husker hun. Derfor udviklede hun allerede i 12-års alderen et misbrug, der blev en form for tilflugtssted.

– Misbruget blev en måde for mig at forsvinde ind i en anden verden. Den verden, jeg er vokset op i, gjorde, at jeg blev rigtig god til at opretholde en facade, så jeg kunne skjule for omverdenen og mine venner, at tingene var lidt rocky derhjemme.

Udover store mængder alkohol prægede fysisk og psykisk vold samtidig Saras opvækst. Der var rigtig mange regler, grænser og ting, Sara ikke måtte – såsom at have albuerne på bordet ved middagsbordet.

– Alt imens de gjorde alt det, vi ikke måtte, mens vi så dem blev mere og mere fulde. Min mor og hendes mand har altid benægtet, at de er alkoholikere, de har drukket meget vin og drinks, så det har ikke været den klassiske bodega-alkoholiker, men mere i det skjulte.

Fik ikke lov at være barn
Sara begyndte at ryge hash, da hun var 12 år. Alkohol har hun aldrig brudt sig om, fordi hun forbandt det med noget negativt, der skabte mange problemer i hjemmet. Hashen blev derimod et alternativ til at tackle alt, der var svært.

– Stoffer forbandt jeg derimod med at forsvinde væk fra det hele, hvor jeg bare kunne grine, feste og være på toppen. Jeg får et rigtig stort hashmisbrug, og da det er på det højeste, ryger jeg 10-15 joints om dagen og en pakke smøger oveni.

Da Sara er 14 år flytter familien til USA, fordi hendes mors mand er amerikaner. Efter et par måneder vil Sara hjem til sin far i Danmark, fordi hun savner hverdagen og vennerne derhjemme.

– Det var virkelig svært at blive revet væk fra alt, jeg kendte. Jeg tog hjem, og så talte jeg ikke med min mor i to år, fordi hun var så vred over, jeg tog hjem. Jeg kan stadig huske sorgen over at have svigtet mine søskende, som blev derovre. Følelsen af at jeg skulle have gjort noget mere for dem sidder stadig i mig i dag.

Sara bor ikke længe hos sin far, da han ikke kan håndtere hendes tiltagende misbrug. Han overgiver forældremyndigheden til kommunen. Som 15-årig flytter Sara ind i Bystævneparken, som er et kollegie for unge med et misbrug, der ikke kan bo hjemme.

– Det var et rigtig hårdt miljø i ghettolignende omgivelser. Det var hårdt at bo med andre, der også var misbrugere. Jeg fik min egen lejlighed og værge, og det var så meningen, hun skulle holde øje med mig, men jeg så hende én gang.

Sara har som voksen søgt aktindsigt i sin egen sag for at komme til bunds i, hvad der gik galt, når man som 15-årig bliver efterladt på den måde. Der er intet at finde fra den tid, og Sara er aldrig blevet klogere.

Efter flere ubehagelige episoder, hvor Sara bl.a. blev truet med en kniv, flyttede hun efter et halvt år fra bostedet.

– Det var virkelig hårdt, og jeg endte med at få en hashpsykose, der gjorde, jeg fik meget angst. Jeg husker det som en helt vild tid, hvor man var en del af en anden verden, der virkelig ikke var rar.

I to år lever Sara som vagabond. Hun har ingen steder at tage hen og sover derfor på sofaer hos venner, på bænke i Fælledparken eller i solarier.

Nok er nok
En dag siger Sara til sig selv, at hun ikke længere kan leve sådan her. En tre-måneders kold tyrker skal vise sig at være det, der i dag har holdt Sara stoffri i 12 år.

– Jeg havde været i en verden med fester og kokain så længe, jeg kunne huske. Jeg kan ikke sige, hvad det var, men noget i mig sagde, at det skulle stoppe. Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Jeg forlod ikke lejligheden i flere måneder; jeg afskar alt og levede af pizza, Marabou og film, mens jeg blev clean.

Selv tror hun, at det var alle de oplevelser, hun tidligt i sit liv havde haft, der gjorde det. Samtidig var flere venner faldet på stofferne.

– Halvdelen af min opvækst var misbrug. Jeg føler, jeg har levet et meget langt liv ift. mange andre mennesker. Fordi jeg blev voksen så meget før andre, tror jeg, at jeg var i stand til at tage den beslutning om at komme ud af misbruget som 18-årig.

Den værste konsekvens var, at Sara mistede alle sine venner. Venner, der var hendes familie. Sorgen var altoverskyggende dengang, men selvfølgelig var der også et bedre liv, der ventede på Sara.

I dag er Sara bosat på Amager sammen med sine to børn. Hun er både uddannet bygningsmaler og byggekoordinator.

Efter Sara fik sin datter, fik hun selv konstateret ADHD. Efter diagnosen faldt flere brikker på plads.

– Det gav så meget mening. Min opvækst har helt sikkert været med til at skubbe mit misbrug i gang. Jeg følte, jeg blev normal, når jeg tog stoffer. Jeg gjorde det for at overleve, fordi det fik mig ned på jorden. Det tænkte jeg ikke i momentet, men jeg har siden hen reflekteret over, at jeg i min underbevidsthed har haft brug for de stoffer.

Selvom Sara kom ud af sit misbrug i en tidlig alder, vil hun altid have dæmonerne med sig, siger hun, men samtidig har hun bevist for sig selv og alle andre, at man kan, hvad man vil.