fbpx

“For dine børns skyld”

“For dine børns skyld”

Faren, som har skrevet denne artikel, har valgt at være anonym af hensyn til sine 3 børn. Fri af misbrugs redaktion er bekendt med hans identitet.

Det er morgen i min hjemby, og på vej til arbejde passerer jeg min tidligere underbo, Mette. Hun står der i gågaden og venter på at optikeren skal åbne. Siden jeg flyttede for to år siden, har vi ikke set hinanden. Men jeg har åbenbart ringet til hende. Det fortæller hun, da den obligatoriske krammer er overstået, og vi begge har fået ild i en smøg.

– Nå, har jeg det, svarer jeg.

Det ville give meget god mening, hvis jeg har ringet til hende på et tidspunkt. Selv husker jeg det ikke, og med god grund. Jeg har med sikkerhed ikke talt med hende det sidste halve år, og i en lang periode indtil august sidste år kom jeg længere og længere ud i et eskalerende alkoholmisbrug.
Mette har selv været ude i et misbrug, og vi havde det tit sjovt sammen i selskab med hendes mand, der heller ikke sagde nej til en øl. På den måde giver det god mening, fordi jeg forunderligt nok føler mig tryg i deres selskab, også hvad angår livets store spørgsmål.

– Ja, du var helt væk fra vinduet, siger hun stille og tager mål af mig. Som de der kender til mit problem, skal hun lige vide sig sikker; er jeg stiv eller ædru.

– Jeg har ikke drukket noget som helst siden juli, siger jeg kort.

For en gangs skyld uden at have paraderne oppe. Jeg ved, jeg kan stole på hende, for hun har selv været derude på kanten, og hun er ikke fordømmende eller moraliserende. Og så er hun klog, eller bare klogere end gennemsnittet af de mennesker, der har råbt og skreget det sidste års tid for at få mig til at ”tage mig sammen”.

-Jeg havde lyst til at tage dig og køre dig et eller andet sted hen, men det havde jo ikke hjulpet noget. Du skulle selv være klar, siger hun og skutter sig i den mennesketomme gågade.

Og klar det blev jeg så, da jeg efter et mislykket selvmordsforsøg, forklædt som drukneulykke, ringede til mit lokale alkoholambulatorium for at bede om hjælp. Dem havde jeg været i kontakt med en del gange op til den famøse dag, uden af det havde rykket nævneværdigt ved noget. Kort og godt førte opkaldet til, at jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor jeg blev afruset og fik medicin mod abstinenser og b-vitaminmangel.

Havde jeg kendt proceduren, havde jeg brudt min aftale om lige at kigge forbi ambulatoriet. Men da jeg sad der og gentog min historie, kiggede behandleren bare på mig og spurgte om, hvad jeg sagde til at blive indlagt på psykiatrisk. Den havde jeg sku ikke set komme, men det skete. Jeg havde på det tidspunkt heller ikke nogen anelse om, hvor mange samtaler der ventede forude med behandlere, eller at jeg skulle begynde i AA, eller at jeg for den sags skyld pludselig landede i et system, der tilsyneladende med god grund ville udrede mig for ADHD.

Og nu stod jeg så her ni måneder senere og snakkede med Mette, min tidligere underbo i en mennesketom gågade. Havde jeg løjet mig ædru over for hende, havde hun gennemskuet det. Det havde jeg ikke brug for, og en af hendes få kommentarer var, at det gjorde hende glad.

– Også for dine børns skyld, tilføjede hun stille.

Den kommentar besvarede jeg med et kort nik. Også dér havde hun ret, og hun kunne sige det uden at sige noget bare for at sige det. Hun har selv været der og kender turen ind og ud af et misbrug med tilhørende svigt af sine børn og andre mennesker omkring én. Noget, jeg indtil videre er blevet konfronteret med negativt, når nogle har haft brug for at understrege deres berettigede vrede og sorg over min hensynsløse adfærd. Og som jeg konsekvent vender dem ryggen for at punke mig med.

De skal ikke please mig, og de må gerne minde mig om tiden op til min sidste druktur, for nu at bruge et helt jordnært udtryk. Sagen er bare, at jeg ikke kan ændre fortiden. Jeg kan kun ændre fremtiden.