Børn af misbrugende kæmper med basale færdigheder

Alle de færdigheder, vi som mennesker skal bruge gennem hele vores liv – praktiske som følelsesmæssige – lærer vi fra dem, vi har omkring os. Fra fødslen er de mennesker oftest vores forældre, men i familier med misbrug af rusmidler vokser børn op

med en mor eller en far, der grundet afhængighed ikke altid formår at være nærværende og opmærksomme. Børnene risikerer at blive frataget muligheden for lære de færdigheder, som omgivelserne kræver, at de besidder.

Af Sanne Rose Hansen

I min dagligdag som pårørende behandler taler jeg med mange voksne, der fortæller, at de har lært deres færdigheder af andre end deres misbrugende forælder: ’Det var min søster, der lærte mig at børste tænder’, ’Min mormor har lært mig at lave mad og smøre min madpakke’, ’Jeg løb ofte over til naboen, når stemningen derhjemme gjorde mig bange’.

Nogle børn er gode til at søge hjælp hos andre end deres fraværende forælder. De kobler sig på en ”ny” familie, naboer, venner eller måske en kæreste, der kan hjælpe dem med de færdigheder, de ikke lærte derhjemme. Andre børn kan have langt sværere ved at koble sig på andre. Ofte ser jeg i f.eks. en søskendeflok, hvor forskelligt de kobler sig på andre. Det kan være en storesøster, der forlader hjemmet i en tidlig alder og efterlader sin lillebror alene med mor, som drikker. For lillebroren er det slet ikke en mulighed at søge væk, fordi han frygter, at moren ikke kan klare sig alene, og snart udvikler moren en afhængighed af sin søns hjælp til at kunne opretholde en hverdag. Selv i en meget tidlig alder. På den måde bliver det mere trygt for sønnen at være hjemme og føle en vis kontrol ved at kunne hjælpe sin mor i stedet for at følge sine egne behov.

Disse børn risikerer ikke at lære en lang række færdigheder, som handler om andet end at børste tænder og lave mad. De handler også om at lære at kunne regulere sig selv og sine følelser. At lære at trøste sig selv, lære at være i ubehagelige følelser og lære at overkomme smerte og lidelse. Fra vi er helt små har vi et stort behov for, at mor og far kan hjælpe os med at blive reguleret. Når vi græder, har vi brug for trøst, når vi er trætte, har vi brug for ro til at falde i søvn osv. Grundlæggende har vi brug for, at mor og far opfylder, hvad vi bevidst og ubevidst udtrykker, at vi har brug for. For kun derved kan vi være trygge, blive reguleret og falde til ro.

Der er en god grund til, at vi gør, som vi gør. Vi har ikke lært at regulere os selv, fordi vores forældre ikke havde evnerne til at lære os det. Vores behov er ikke blevet set, respekteret og lyttet til, og derfor er det svært den dag i dag at regulere vores svære følelser.

En påvirket person har svært ved at registrere og mærke, hvad der sker i andre. Signaler bliver ikke opfanget, og de bliver derfor ikke handlet på i tide. Samtidig bliver det sværere at tilsidesætte eller udsætte egne behov. Børn, der igen og igen oplever, at deres behov tolkes forkert, ignoreres eller ikke bliver set, mister over tid troen på, at mor og far kan hjælpe og give trøst.

Når vi bliver ældre og opdager, at vi har svært ved at regulere os selv, finder vi alternative veje. Som store børn, teenagere og voksne finder vi ud af, at vi kan regulere os selv på andre måder: Vi kan opnå regulering af vores følelser gennem mad, rusmidler, shopping, spil, sex mv.

Som behandler kommer mange, der er vokset op i familier med misbrug, til mig og fortæller om enslignende handlemønstre: ’Når jeg bliver ked af det, trist, ensom, sur og ophidset, så køber jeg noget til mig selv’, ’Når jeg ikke kan sove, fordi jeg har uro, så ryger jeg hash’, ’Når jeg føler mig mindre værd, så sulter jeg mig selv’, ’Når jeg føler mig tom indeni, overspiser jeg’, ’Når jeg mærker kaos i mit hoved, spiller jeg på nettet’, ’Når jeg føler mig ensom, dyrker jeg sex med tilfældige mennesker, jeg ikke kender’… Det føles som en hurtig, effektiv og smertefri måde, hvorpå man kan være i de svære følelser. Men det er kun indtil næste gang, behovet dukker op, og hver gang passerer muligheden for ved egen eller andres hjælp at regulere os selv og med tiden kunne lære andre, heriblandt vores børn, at gøre det.

Husk på, at vi skal være i stand til at passe godt på os selv, før vi kan passe på andre.

Sanne Rose Hansen er pædagog/narrativ psykoterapeut og familie/pårørende behandler for stof og alkohol.