fbpx

Tegneserieforfatter vil åbne snakken om misbrug – også i “de pæne hjem”

Tegneserieforfatter vil åbne snakken om misbrug – også i “de pæne hjem”

Katrine Quornings tegneserie, Flaskebarn, er en personlig beretning om en opvækst, hvor moderens alkoholmisbrug aldrig blev italesat. Hun håber, at bogen kan inspirere børn og unge fra alle slags misbrugshjem til at søge hjælp i tide.

 

Af Zenia Søjberg

Katrine Quornings mor var behagelig, nydeligt klædt og sådan én de fleste kan lide, så det var ikke sådan lige til at spotte, at den tilsyneladende velfungerende hustru og mor til tre led af et alkoholmisbrug. Et misbrug, der med årene eskalerede så kraftigt, at Katrine i al hemmelighed måtte agere både husmor i hjemmet og sygepasser for en mor, der forsvandt mere og mere ned i flasken.

 

Faderen, der arbejdede meget og sjældent var hjemme, italesatte ikke misbruget, og der var aldrig nogen i skolen, der spurgte. Men hvorfor skulle de også? Katrine og hendes søskende havde ingen blå mærker, havde rent tøj på og klarede sig bedre end gennemsnittet i skolen.

I dag fortryder Katrine, at hun som barn og ung aldrig selv tog bladet fra munden og fortalte om moderens alkoholproblem. Men hun ved også godt hvorfor, hun ikke gjorde det: Hun manglede et sprog for, hvad hun oplevede. Dengang var hendes forestilling om en alkoholiker den klassiske ”manden på bænken” – en stereotyp så langt fra hendes mor, der ude blandt andre mennesker optrådte velfungerende, og som – selv når hun var fordrukken – var kærlig og omsorgsfuld, om end det var på en snøvlet facon.

 

”Jeg var ikke klar over, at det var noget, man kunne snakke om, selvom jeg jo godt var klar over, at der var noget galt. Der var mange følelser af skyld og skam, og jeg gjorde meget ud af at holde det hemmeligt. Jeg kan huske, at jeg ret tidligt havde tanken, at når nu min mor fik det godt igen, ville det være så pinligt, hvis jeg havde sagt det – og det ville jeg ikke udsætte hende for. Jeg tænkte, at hvis jeg begyndte at sige det, så ville hun få det værre,” forklarer Katrine.

 

Til de børn, der har brug for noget at spejle sig i
Netop et sprog er dét, den i dag 33-årige forfatter og foredragsholder ønsker at give videre med sin udgivelse Flaskebarn – minder fra en rødvinsplettet barndom fra 2019. En grafisk roman om hendes egen opvækst, som hun i øjeblikket holder foredrag om på landets folkeskoler og gymnasier. Hun håber, at hun kan inspirere en ny generation af børn og unge fra alkoholiserede hjem til at bryde tavsheden og søge hjælp, hvis forældrene drikker for meget.

”Bogen er først og fremmest tiltænkt de børn, der sidder ude i skoleklasserne og har brug for noget at spejle sig i, så de måske tør betro sig til en voksen. Jeg tænkte selv, at jeg hjalp min mor ved at holde det hemmeligt, men nu tænker jeg, at den bedste hjælp havde været, at jeg havde sagt det højt,” forklarer Katrine.

 

Barsk fortælling blødes op af tragikomik og fine tegninger

Flaskebarn – minder fra en rødvinsplettet opvækst er på små 100 sider og læses på omtrent 40 minutter. Den røde tråd er Katrines egen familiehistorie, der starter lige på og hårdt i nutiden med sætningen: ”Tredje gang mor forsøgte selvmord, var en fredag aften i november 2018. Hun tømte hele pilleglasset” illustreret med en tegning af et tomt pilleglas. Herefter spoles fortællingen tilbage til forfatterens tidlige barndom i slutfirserne og fortsætter så kronologisk frem til moderens tredje selvmordsforsøg i 2018, da Katrine selv er 31.

Scenerne fra Katrines eget liv afbrydes ind imellem af letlæselige faktasider med tal og information om udbredelsen af alkoholisme og mulighederne for behandling. Tegneserieformatet og Katrines legende og simple tegnestil med skarp sans for de væsentlige detaljer gør, at de mere ubehagelige scener – som for eksempel moderens selvmordsforsøg – ikke forplanter sig hos læseren som et uafrysteligt traume, men snarere udgør en tryg ramme, hvori også det barske kan eksistere. Det er dog ikke kun formatet, der gør læseoplevelsen mindre tung. Noget af det, man som læser bider mærke i fra starten, er den vellykkede tragikomik, der gennemsyrer både tekst og tegninger – så fint afpasset, at det aldrig nogensinde bliver smagløst.

Mange gode teoretiske bøger, men de unge får ikke læst dem
Katrine, der foruden at være forfatter og foredragsholder også underviser i psykologi i gymnasiet, fortæller, at hun i sin søgen efter litteratur om emnet stort set kun er stødt på teoretiske fagbøger. Derfor har hun fra start været bevidst om, at formatet, stilen og tonen skulle være en anden, hvis hun skulle lykkedes med at nå den meget unge målgruppe.

”Der findes masser af gode og teoretiske bøger om emnet, men de er meget teksttunge og her er risikoen, at man som ung får stukket en tyk bog i hånden, man aldrig får læst. Det var derfor klart, at den skulle være letlæselig, hurtig at læse – og så skulle tegningerne tale et andet sprog. Jeg ved fra psykologiens verden, at tegninger bliver brugt til gruppeterapi af forholdsvis unge børn, så det var her, jeg blev opmærksom på, at tegninger kan noget andet end akademisk litteratur,” fortæller hun og fortsætter:

”Det, jeg tænkte, da jeg skrev på bogen, var faktisk, at jeg ville ønske, at jeg som ungt menneske havde fundet sådan en bog på skolebiblioteket – så havde jeg fået et sprog og havde kunnet se, at der var andre som mig, og at jeg ikke var så forkert