Startskuddet

Startskuddet

Faren som har skrevet denne artikel har valgt at være anonym, af hensyn til sine 3 børn. Fri af misbrugs redaktion er naturligvis bekendt med hans identitet.

 

Som hun står der, er jeg ikke i tvivl om hendes sårbarhed.

Selv på hendes 17-års fødselsdag tre måneder tidligere endte jeg med at blive fuld, efter de andre var gået i seng.

Hun kunne have ladet være med at blive oppe og holde øje med mig den dag. Men mit overforbrug af alkohol havde udviklet sig til misbrug og afhængighed, så hun holdt øje med mig. Hele tiden.

Hvis det var et teaterstykke, havde hun haft “antennebarnets” rolle.

Det er den professionelle betegnelse for et barn, der har alle antenner ude hele tiden for at afkode, om far eller mor har drukket, eller om der er købt ind og gemt alkohol til senere.

Hun har råbt, skreget og grædt og truet med at forlade mig.

I desperation har hun også truet med at begå selvmord, hvis ikke jeg stoppede, og nu står hun dér ved døren til sygeplejerskernes altid aflåste kontor og tager de første skridt ind på P1.

Som det eneste af mine tre børn har hun mod til at besøge mig, og det er helt tydeligt, at hun er her for at se, om far har drukket igen.

-Hej, lyder det stille, da vi efter at være gået hinanden i møde står midtvejs på gangen med sygestuer på den ene side og toiletter og bad på den anden.

Jeg svarer og føler en form for lettelse. Hun er her og har ikke forladt mig, selvom hun ville være i sin gode ret til det.

Jeg smiler, og hun virker tilfreds. Ikke glad, men konstaterende tilfreds med, at hendes far er under opsyn.

Det er min anden dag på afdelingen efter en sommerferie med dødsdruk, hvor jeg har givet slip på alt, og hvor ubehaget ved at drikke for alvor er blevet til behandlingskrævende abstinenser.

Ét døgns indlæggelse efter sådan en tur er intet i forhold til det, der på det tidspunkt venter forude.

Så meget skulle der til, før jeg indså, at jeg ikke kunne klare det selv.

Utallige gange har jeg lovet mine børn og mig selv ikke at drikke igen, og sådan er det også gået lige så mange gange. Lige indtil min krop har skreget efter alkohol, uden at jeg har kædet det sammen med ordets “abstinenser”.

Men jeg har vidst det. Selvfølgelig har jeg vidst, at jeg drak for meget. Og jeg har benægtet og drukket videre, og nu er den tvivlsomme fest slut.

Vi siger ikke så meget til hinanden, for der er ikke så meget at sige.

En hurtig rundvisning på afdelingen med tv-hjørne og udendørs atriumgård med giftig blåregn og et fiskebassin uden fisk er hurtigt overstået.

Hegnene, der omkranser den gule bygning, står der bare som tavse vidner den guidede tur, der ender i mine sygestue med udsigt til mere hegn, en kæmpe seng med metalgelændere og en rullekommode til private ejendele.

Hun om nogen ved, hvorfor jeg er indlagt, og efter et kvarters tavst samvær går hun igen med sorgen malet i ansigtet.

En kraftanstrengelse gør hende dog i stand til at fremtvinge et smil. Øjnene følger ikke med, men nu har hun vished for, at jeg i situationen ikke kan drikke.

Det er tydeligvis langt fra nok for et barn, der har været vidne på første parket til en forælders totale nedtur og destruktion af sig selv og sine nærmeste.

Mere kan jeg ikke tilbyde lige nu, og indlæggelsen på afdeling P, hvor jeg er blevet afruset og afgiftet, skal vise sig at være første skridt på en igangværende og meget lang vandretur.

Hun kender ikke fagudtrykkene, og hun ved heller ikke, at man får skudt B-vitamin direkte ind i røvballerne, når man har bevæget sig så langt ud som mig.

Jeg fortæller heller ikke, at jeg dagen forinden har forsøgt at begå selvmord, og at det ville have lignet en badeulykke, hvis det var lykkedes.

Til gengæld har hun og hendes to søskende via nære familiemedlemmer meddelt mig, at børnene vil have deres far tilbage.

Det nødråb bliver startskuddet.