fbpx

Problemerne venter stadig derhjemme

Problemerne venter stadig derhjemme

For mange børn har Corona-nedlukningen givet endnu flere hyggelige stunder med familien. For andre har det været hårdt kun at skulle være sammen med deres forældre og deres misbrug. Selv om landet så småt åbner op igen, fortsætter disse børns problemer i hjemmet.

Af Rikke Vestrup, socialrådgiver, børnefamiliesagkyndig og misbrugskonsulent i Københavns Kommune

Er far fuld? Har mor taget for mange piller igen? Hvorfor ligger der smadrede glas på gulvet? Har de været oppe at slås?

Under krisen er vi af medierne blevet gjort opmærksomme på historierne om børn i familier præget af misbrug, og situationen er ikke til at tage fejl af: De mange uger bag hjemmets lukkede døre har kun gjort børnenes i forvejen svære tilværelse endnu værre.

Krisetider øger nemlig menneskers bekymringsniveau, og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at dette naturligvis også må ramme misbrugsfamilierne hårdt. Mennesker, som i forvejen har svært ved at kontrollere deres forbrug af alkohol eller stoffer, kan i pressede perioder opleve ekstra behov for at beruse sig eller dulme med stoffer for at komme igennem dagen. For flere betyder dette et øget forbrug. For andre betyder det et direkte tilbagefald.

Hvorfor ligger far på sofaen, og hvorfor kan jeg ikke vække ham? Hvorfor græder mor ude på badeværelset? Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dem?

Der følger ubærligt mange spekulationer med ved at være barn i en misbrugsfamilie. Børnene tager ofte et ansvar på sig, som de ikke skal og heller ikke kan bære, uden at det kommer til at have store konsekvenser for deres egen trivsel og udvikling. De lærer at ’please’, og de lærer at holde deres frustrationer for sig selv og vender vreden og skyldfølelsen indad.

Hurtigt udvikler børnene et øget alarmberedskab ganske simpelt, fordi de bliver nødt til det. Mange kan også blive selvskadende, fordi de ikke kan holde ud at være i deres egen krop, og så bruger de smerten til at flygte – blot for at overleve i deres egen familie.

Er jeg i vejen? Er det min skyld, at de drikker igen? Hvorfor kan jeg ikke bare opføre mig pænt, så de ikke bliver sure og råber?

Nu lukker landet så småt op, og for disse børn kan det give tiltrængt luft. Men kortvarigt. For skolen og SFO’en lukker stadig, når dagen rinder ud, og på et tidspunkt bliver det for koldt på legepladsen og boldbanen. Vennerne og veninderne skal hjem til deres forældre. Det skal børnene af forældre med misbrug også, men det eneste, de kan være sikre på, er, at de aldrig helt kan vide, hvad de kommer hjem til.

Ville det være bedre, hvis jeg ikke var hér?