Min mors misbrug lærte mig, at jeg ikke var god nok

Fri af misbrug er en non-profit organisation som har til formål at skabe synlighed, formidle viden, forebygge og skabe forståelse omkring afhængighed og misbrug.

Min mors misbrug lærte mig, at jeg ikke var god nok

 

29-årige Naja bærer på en tung byrde fra sin barndom, som i høj grad var præget af moderens alkoholmisbrug. 

”Jeg fortalte faktisk aldrig nogen, hvordan jeg virkelig havde det, og hvad der skete hjemme hos os. Min mor var meget perfektionistisk, og jeg ville ikke sætte hende i et dårligt lys ved at ’sladre’ om hende. Så ville folk jo finde ud af, at alt det perfekte, de så, var ren facade. Jeg har ikke engang fortalt til mine nærmeste venner, hvordan min mor var, og hvordan det var at være mig som barn. De ville sikkert også få et chok, hvis jeg fortalte dem det. Jeg ved faktisk ikke engang, om mine venner ville tro på mig, for vi så så glade ud udadtil… og så finder de jo også ud af, at jeg har løjet for dem. ”

Sådan fortæller Naja, mens hun sidder og kigger ud ad stuevinduet i sin toværelses lejlighed nord for København. Vi sidder i hendes sofa. Naja sidder i skrædderstilling i den ene ende af sofaen og har lidt svært ved at holde øjenkontakt. Selv om hun gerne vil dele sin historie, er hun endnu ikke klar til at blive ”genkendt”, og derfor er Naja et opdigtet navn til brug i denne artikel.

Naja fortæller mig brudstykker fra sin barndom med et lidt fjernt blik i øjnene, som om det hele synes lidt sløret for hende lige nu. Det virker som om, at hun virkelig skal fokusere for at få dét over læberne, som hun gerne vil fortælle mig – for der er så meget, at det hele nogle gange flyder sammen for hende. Naja siger, at hun ikke rigtig ved, om hun skal grine eller græde, fordi hun har så svært ved at snakke om det. Men der er i hvert fald ingen tvivl om, at Najas opvækst i et hjem, hvor der var et stort overforbrug af alkohol, har sat dybe spor i hende.

Friheden i at fortælle sin historie

Naja var i midten af 20’erne, før hun delte sin historie med nogen. I dag er hun 29 år. Hun har fortalt mig, at hun kun har delt sin historie med et par psykologer og med sin kæreste. Der gik lang tid, før Naja søgte hjælp til at håndtere sin barndom. Hun havde lært hjemmefra, at man holder sine problemer inden for hjemmets fire vægge, og hun ville ikke bryde loyaliteten overfor sine forældre. Men nu føler Naja, at hun – i hvert fald i nogen grad – er klar til at åbne mere op omkring sin historie. Hun håber på, at det kan være med til at hjælpe andre, som vokser op i familier, hvor misbrug dominerer hverdagen og undergraver trygheden i hjemmet.

”Selv om jeg stadig ikke er klar til at fortælle en masse mennesker om min barndom, føler jeg, at det er lidt en sejr for mig, at jeg kan dele min historie, som jeg gør nu. Det er så vigtigt for mig, at den kommer ud til flere, så den måske kan gøre en forskel for andre. Jeg håber, at den kan være med til at vise folk, at det er vigtigt at være åben omkring sin situation, selv om det også kan være virkelig svært. Personligt tør jeg selv at åbne meget mere op nu, end jeg gjorde, da jeg var yngre. Jeg har stadig meget at arbejde med, og det har jeg så en sød psykolog, som hjælper mig med. Hun er den person, som ved mest om min barndom.”

Det var et stort skridt for Naja overhovedet at opsøge hjælp og bryde den loyalitet, som hun havde haft til sine forældre, og især til sin mor. Det var Najas kæreste, som endte med at overbevise hende om, at hun var nødt til at søge hjælp og tale med en professionel. Efterhånden som Naja har fået talt mere og mere af sin barndom igennem med sin psykolog, oplever hun, at den byrde, som hun selv går og bærer på, bliver mindre.

”Det så jo ud som om, at jeg havde det fint, går jeg ud fra. Jeg klarede mig fint i skolen. Jeg kunne med stort set alle i klassen, og jeg var et overdrevet høfligt barn. Dét var der mange, som roste mine forældre for – hvor godt de havde opdraget mig. Jeg ville jo gerne gøre alle glade. Jeg kunne bedst lide, når ingen var vrede eller kede af det, så jeg tilpassede mig bare. Jeg prøvede at lade være med at være til besvær. Nogle gange, hvis jeg var besværlig, kunne min mor finde på at sige, at det var på grund af mig, at hun behøvede et ekstra glas vin for at få ro på nerverne.”

Naja husker, at hendes far nok egentlig også drak lidt for meget engang imellem. Men det var mest hendes mor, som kunne finde på at blive ubehagelig, når hun blev fuld. ”Egentlig tror jeg bare, at min far ’drak med’ for at kunne holde det hele ud. Jeg følte, at det var min skyld, fordi jeg var til besvær.” Najas lyseblå øjne bliver blanke, mens hun retter blikket nedad, som om hun skammer sig.

Konsekvenserne af moderens alkoholmisbrug blev Najas ansvar

Najas mor havde et stort temperament. Derudover havde hun også et job, som krævede meget af hende. Derfor var overskuddet ofte ikke særlig stort, når hun kom hjem fra arbejde.

”Man skulle virkelig passe på, at man ikke trådte ved siden af, når hun var stresset eller i dårligt humør. Jeg følte, at det var mig, der havde gjort noget, som gjorde hende vred. Jeg prøvede på alle mulige måder at tilpasse mig hendes humør og undgå at være i vejen. Jeg sørgede for, at der altid var ryddet op på mit værelse, for når hun drak, kunne hun finde på at skælde ud, hvis der var rod. Eller hvis hun opdagede pletter på mit tøj, kunne hun sige til mig, at jeg skulle gå ind og skifte – så der ikke var nogen, der troede, at det var hende, der gav mig beskidt tøj på. Og så kunne hun bagefter brokke sig, at hun hele tiden skulle vaske tøj.”

Naja blev rigtig god til at ”please” og til at sige de ting, som hun vidste, at hendes mor gerne ville høre. Men selv om Naja gjorde sit bedste for at gøre sin mor tilfreds, følte hun ofte, at hun ikke kunne gøre noget som helst rigtigt. Naja kan huske en episode i skolen, hvor hun fik megen ros af sin engelsklærer foran klassen. Først troede hun, at læreren lavede sjov med hende. Hun var blevet så vant til at føle, at hun ikke var god nok og havde svært ved at stole på, når der blev sagt noget positivt til hende. Da det gik op for hende, at læreren rent faktisk mente det, hun sagde, fik hun en ubehagelig følelse i kroppen.

”Det var ikke særlig nemt for mig at tage imod ros. Det føltes forkert på en eller anden måde. Det føltes ikke trygt. Det er lidt svært at forklare, men jeg vidste ikke rigtig, hvor jeg havde folk, når de sagde søde ting til mig. Jeg tror, at jeg var bange for en form for ’bagholdsangreb’, for derhjemme kom rosen næsten aldrig alene. Selv om jeg gjorde tingene så godt, jeg kunne, var der altid noget at sætte en finger på. Min mors misbrug lærte mig, at jeg ikke var god nok. Det har jeg indset nu, efter at jeg er blevet ældre.”

Skyldfølelsen og den dårlige selvtillid hænger stadig ved

I dag er Naja præget af lavt selvværd og lav selvtillid. Hun har svært ved at åbne op over for nye mennesker, og generelt har Naja rigtig svært ved at stole på sin egen dømmekraft. ”Jeg påtager mig tit skylden for noget, som jeg ikke har gjort, for at undgå en konflikt, og jeg er generelt bare meget konfliktsky. Det giver ret mange problemer i forhold til min kæreste, men han er da hos mig endnu.” Naja trækker lidt på smilebåndet og fortsætter: ”Jeg ville faktisk ønske, at en voksen havde talt med mig dengang. Jeg føler, at det er ret sent, at jeg er gået i gang med at bearbejde noget, der skulle have været taget hånd om for længe siden. Men jeg ved jo godt, at det ikke er min skyld. Jeg var bare et barn.”

Najas historie er langt fra enestående. Mange børn vokser op i familier med misbrug, uden at det bliver opdaget – eller i hvert fald taget hånd om. Når børn som Naja gør alt, hvad de kan for at tilpasse sig, bliver det sværere for omverden at gennemskue, at der er noget galt. Andre børn kan også finde på at reagere ved fx at blive udadreagerende eller selvskadende. Det blev Naja også senere. Da hun var omkring 17 år, udviklede hun anoreksi. Hendes forældre valgte at tolke det som et teenageoprør i en periode, hvor alle piger på Najas alder mente, at de skulle være meget tynde for at se godt ud. Men for Naja var det et forsøg på at få bare en lille smule kontrol i sit liv, hvor alt andet var styret af hendes mors misbrug. I dag er Naja heldigvis fri af anoreksien, men hun kæmper fortsat med at slippe skylden og det tunge ansvar, som hun blev pålagt som barn. Der er stadig et stykke vej endnu, men da Naja begyndte at åbne op og fandt modet til at søge hjælp, tog hun det første skridt mod et liv fri af moderens misbrug.

Skrevet af Rikke Vestrup, socialrådgiver og misbrugskonsulent hos Københavns Kommune