“Hvorfor er vi så få kvinder, der taler om vores alkoholmisbrug?”

Fri af misbrug tilbyder foredrag, kurser og ekslusive individuelle forløb for pårørende og afhængige berørt af alkohol eller stof problematikker. Samt foredrag, kurser, workshops og supervision til kommuner, foreninger, organisationer og virksomheder

“Hvorfor er vi så få kvinder, der taler om vores alkoholmisbrug?”

marts 17, 2018 Uncategorized 2

Jeg mødte Rikke på Instagram, hvor jeg omgående blev fascineret af hendes ærlighed og mod til at vise sin sårbarhed.

Jeg er vild med Rikkes profil fordi den med ord, billeder og insta stories udfolder en ret så fin historie om en journalist og forfatter, som er holdt op med at drikke sig fuld og nu gavmildt deler sin proces med at finde en ny måde at være Rikke på.

Da jeg er optaget at hjælpe mine klienter – ikke bare til at blive ædru eller stoffri , men til aktivt at turde opfinde en ny version af sig selv og til at eje og designe det liv de skal leve i efter misbrug og afhængighed – er Rikkes Instagram profil en dragende lille skattekiste, som hver dag gør mig nysgerrig.

Jeg har kæmpe optur over, at Rikke har sagt ja til, at jeg må stille hende et par spørgsmål og skrive om hende på min blog.

Rikke, hvorfor begyndte du at drikke?
Jeg har altid været rigtig glad for at gå i byen og feste med mine venner. Men jeg begyndte at drikke alene som 26-årig, nogle måneder før jeg fik konstateret en svær depression. Jeg havde længe mærket sådan en afgrundstung følelse af et-eller-andet, jeg ikke kunne få til at gå væk, og jeg var virkelig skræmt over det. Men jeg overvejede aldrig at fortælle nogen om, hvor slemt det var. I stedet for begyndte jeg at drikke vin om aftenen for at kunne falde så meget til ro, at jeg kunne sove. Det skete uden jeg på noget tidspunkt tog en bevidst beslutning om det. Efter jeg havde været til læge, forsøgte jeg at opstarte et forløb hos forskellige psykologer, men jeg følte ikke, at det hjalp tilstrækkeligt, og jeg afsluttede dem alle sammen ret hurtigt igen. Jeg tror, jeg var for desperat og for utålmodig til at vente på, for at være ærlig. Men mens jeg drak, fik jeg ro fra mine tanker. Med det samme og hver gang. Så i lang tid, var det det eneste, som jeg selv kunne finde på at gøre for at fjerne mig fra pludselige angstanfald og følelsen af ekstrem tomhed, som fulgte med depressionen.

Hvad fik dig til at stoppe?
Da jeg var 29 år, fik min søster mig til at indse, at jeg stadig ikke havde det godt og havde brug for hjælp. På det tidspunkt havde jeg en kæreste, som bakkede op om, at jeg begyndte i terapi igen og gjorde alt, hvad han kunne for at hjælpe. Som 27-årig endte jeg med at finde en psykolog, der hjalp mig ud af depressionen, men hun havde ikke fået øje på min alkoholafhængighed. Jeg var på en eller anden måde lykkes med at skjule den for hende. Inderst inde vidste jeg godt at måden, jeg drak på, havde udviklet sig til at være et decideret problem, og at jeg ikke længere havde kontrol over det. Men jeg var alligevel superangst ved tanken om, at min nye psykolog skulle opdage det og forsøge at tage det fra mig. Det værste jeg kunne forestille mig dengang var udsigten til, at jeg skulle leve mit liv uden at drikke alkohol. Så da hun en dag foreslog, at jeg skulle have et problem med alkohol, var min umiddelbare reaktion at overveje at skifte hende ud med en anden. Men med en kæreste, der fik mig til at føle mig som det vigtigste i hans verden, en søster, der altid forstod mig og en onkel og tante, som kunne rumme det og viste forståelse, endte det med, at jeg indrømmede over for dem, at jeg var blevet afhængig af det og ville finde ud af at stoppe. To et halvt år og en masse øvelse i at håndtere forskellige ting i mit liv med andre strategier end alkohol, kunne jeg endelig stoppe helt.

Hvordan holder du dig fra at drikke alkohol i dag?
Jeg gik på antabus første gang, da jeg tog min kandidatuddannelse i International Studies og jeg havde forsøgt at skrive en ugeeksamen, som jeg endte med at måtte aflevere blank. Jeg ikke havde været ædru nok til at kunne koncentrere mig om at skrive noget på den i de syv dage, den varede, og dér indså jeg, at jeg havde brug for hjælp for at holde migfra at drikke. Det var ikke nok med viljestyrke og selvindsigt på det tidspunkt. Så jeg tog en beslutning om at spise antabusser hver uge. Men trangen til at drikke alkohol var altid for stærk i mig, så jeg fik det faktisk aldrig til at fungere for mig at være på antabus. Det fjernede min selvbestemmelse på en eller anden måde, og det kunne jeg ikke lide. Jeg tog dem i hvert fald aldrig, som jeg skulle. Og i takt med, at jeg blev ved med at drikke, når jeg havde bestemt at lade være, besluttede jeg på et tidspunkt, at jeg måtte finde grundene til ikke at drikke frem fra inden i mig selv. Altså finde ud af, hvorfor jeg ville stoppe, uafhængigt af konsekvenser og det, omverdenen fortalte mig. Jeg kunne mærke, at det var den eneste måde, det ville kunne holde på. Så et par år efter den mislykkede ugeeksamen blev jeg ædru, fordi jeg på det tidspunkt egentlig ikke havde flere end to valg tilbage. Min selvdestruktive side virkede til ikke at have nogen stopklods, når først jeg begyndte at drikke. Det vil sige, enten skulle jeg vælge at blive ædru, eller også ville jeg kunne risikere at dø i et trafikuheld eller af et hjertestop. Det lyder forfærdeligt hårdt, men sådan var det. Siden jeg indså det og det blev ædru, har det ikke givet mening for mig at drikke, fordi jeg vil noget bedre med mit liv, end det jeg skaber for mig selv, når jeg drikker. Jeg vil have det hele med, og hvis jeg begyndte at drikke igen, ville jeg fjerne mig selv fra alt, der er godt omkring mig.

Hvorfor fortæller du din historie?
Der gik flere år, før det gik op for mig, at jeg ikke var den eneste kvindelige alkoholiker i Danmark, og det var først en dag, jeg tjekkede de officielle tal, at jeg fandt ud af, at hver tredje danske alkoholiker er kvinde. For mig ville det have været virkelig rart at have haft nogle kvindelige forbilleder at spejle mig i, mens jeg forsøgte at stoppe med at drikke. Jeg følte mig hånden på hjertet helt alene i verden som ung kvinde med et alkoholmisbrug. For mig var skammen over at have et alkoholmisbrug en kæmpeforhindring i forhold til at komme af med problemet, så jeg tror, det er vigtigt at gøre det mindre farligt ved at tale mere om det. Det er jo ikke noget, vi skal skamme os over. Så jeg fortæller min historie til alle, der har lyst til at lytte. Det ville gøre mig så glad, hvis jeg på sigt kan hjælpe med at sprede viden om, at alkoholisme rammer alle køn, aldre og samfundslag.

Læs mere om Rikke på Linkedin eller følg Rikke på Instagram.

Please follow and like:
RSS
Follow by Email
Facebook
Facebook
LinkedIn
Instagram

2 svar

  1. Janne Petersen siger:

    Respekt for at du har fundet de gode grunde til helt at undvære alkoholen! Jeg synes folk der kan leve uden stoffer eller alkohol, er for seje, selvom jeg aldrig selv kommer til at have det sådan. Jeg har valgt konsekvenserne, og besværet da jeg ikke kan eller vil undvære hashen helt. Efter endt behandling er jeg okay tilfreds med at “må ” ryge hash 2-3 dage i træk om måneden.

    • friafmisbrug siger:

      Kære Janne. Tak for din søde kommentar til Rikke og hvor er det godt at høre det fungerer for dig efter behandlingen. Kram Anne-Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Enjoy this blog? Please spread the word :)

  • RSS
  • Follow by Email
  • Facebook
    Facebook
  • LinkedIn
  • Instagram