fbpx

FRIVILLIGPORTRÆT

FRIVILLIGPORTRÆT

Fri af Misbrug har 35 frivillige og en af dem er Rikke Vestrup.

Med syv år bag sig som socialrådgiver – 4 af dem som misbrugskonsulent med fokus på familier – var det oplagt for Rikke at give en hjælpende hånd til Fri af Misbrug. Rikke er i det hele taget glad for at hjælpe andre. Hun har altid været en ven af dem, som står udenfor; udenfor legen i skolengården, udenfor fællesskabet. Alle, der bliver kigget skævt til af samfundet, vil hun gerne række hånden ud til, så de ikke skal stå alene. For ingen bør stå alene, uanset omstændighederne.

Rikke er vokset op i Jylland tæt på natur, skov og hav. Selvom det var idyllisk og smukt, flyttede hun til København for at opleve den mangfoldighed, som en storby tilbyder. Roen har hun dog stadig behov for, og hun kan til enhver tid trække sig tilbage til sin bopæl i forstaden. Et tætpakket lejlighedskompleks i centrum er heller ikke ideelt, når man som Rikke nyder at øve sig på sin baritone. Når hun ikke hjælper andre, blæser hun nemlig derudaf i et brassband, hvor de både kaster sig ud i gammel jazz og moderne pop.

Rikke har en solid professionel erfaring med de problematikker, som opstår, når misbrug sniger sig ind i familien, og i sammenspillet mellem hendes omsorgsgen og hendes musikalitet formår hun at formidle dem så flot i de tekster, hun skriver for Fri af Misbrug.

Tekst af Jonathan Sørensen